Udland

Advokat bekræfter, at Navalnyj er ”alvorligt syg”

Den russiske oppositionsleder sidder i en straffekoloni, der ifølge en russisk avis er kendt for sine strenge metoder.

Den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj er ”alvorligt syg”.

Det bekræfter hans advokat ifølge britiske The Guardian.

- Han har tabt sig meget, plus han har en voldsom hoste og en temperatur på 38,1 grader. Manden er alvorligt syg, og derfor er det fuldstændig forrykt, at fængslet har sat ham i den her situation, sagde Olga Mikhailova, der er politikerens advokat, til en russisk radiokanal.

En af hans juridiske ansatte havde ifølge The Guardian set Aleksej Navalnyj tidligere tirsdag og sagde, at han var i ”ret dårlig stand”.

Mandag kom det frem, at Navalnyj blev overflyttet til en sygeafdeling i fængslet for at blive behandlet. Flere andre indsatte fra hans område af fængslet var blevet behandlet for tuberkulose.

Tuberkulose på afsnittet

I et Instagram-opslag mandag skrev Aleksej Navalnyj, at han i øjeblikket havde 38 grader i feber og en slem hoste. Han indikerede samtidig, at der kunne være tale om tuberkulose.

- I dag blev en tredje person fra mit afsnit indlagt med tuberkulose. Afdelingen har 15 indsatte, og det betyder, at 20 procent er syge, hvilket er langt højere end den epidemiologiske grænseværdi. P.S. Jeg fortsætter naturligvis min sultestrejke, skrev han blandt andet i opslaget, hvor han også skrev, at lægerne i fangelejren har samme troværdighed som russisk stats-tv.

Efter opslaget blev lagt ud, har det russiske fængselsvæsen meddelt, at han er blevet overflyttet til et sygeafsnit.

Fire støtter anholdt

Tidligere på dagen tirsdag var adskillelige støtter rejst fra Moskva til fængslet 100 kilometer væk for at kræve, at Navalnyj modtog den rette sygehjælp. Men fire personer blev anholdt, skriver The Guardian. Ifølge avisen var de alle lægefaglige folk.

Siden 31. marts har Navalnyj sultestrejket i protest mod forholdene under sin fængsling i den såkaldte straffekoloni N2.

Ifølge The Moscow Times er fængslet kendt for sine hårde metoder.

Skal afsone 2,5 år

Aleksej Navalnyj blev i starten af februar idømt 3,5 års fængsel ved en domstol i Moskva.

Da han allerede havde udstået en husarrest, skal han afsone 2,5 år i en straffelejr. Navalnyj har anket dommen.

Han blev anholdt i lufthavnen i Moskva tidligere på året efter at have opholdt sig i længere tid i Tyskland i forbindelse med, at han lå i koma.

I august sidste år blev han nemlig forgiftet med nervegiften Novitjok. Et angreb, som man i Vesten mener, at de russiske myndigheder står bag.

Han blev anholdt, da han grundet indlæggelsen i Tyskland ikke kunne overholde meldepligten til de russiske myndigheder.