Udland

Netanyahu for retten: - Det er et kupforsøg

Israels premierminister er anklaget for bedrageri, bestikkelse og mandatsvig og forsøger samtidig at danne regering.

- Det sådan et kupforsøg ser ud. Og det er ikke andet end en politisk heksejagt.

Sådan lød det fra Israels premierminister Benjamin Netanyahu, da en retssag med ham som hovedperson mandag blev genoptaget.

Et centralt vidne beskylder Israels premierminister Benjamin Netanyahu for at have forhandlet sig til god omtale i et nyhedsmedie.

Vidnet var den tidligere mediechef for nyhedsmediet Walla Ilan Yeshua. Han forklarede, at han ofte blev presset af mediets ejere til at producere nyheder, der var til Benjamin Netanyahus fordel.

- Det handlede primært om at få negative artikler om premierministeren og hans kone til at forsvinde. Der var også anmodninger om, at vi skulle bringe negative artikler om premierministerens modstandere, lød det blandt andet fra Ilan Yeshua ved retssagen.

Netanyahu har hidtil nægtet sig skyldig i alle anklager, der er rejst mod ham.

Modstandere af premierministeren Benjamin Netanyahu foran retten i Jerusalem.

Ingen rygende pistol - endnu

Benjamin Netanyahu var tilstede ved begyndelsen af dagens retssag med sine advokater, da chefanklageren, Liat Ben Ari, præsenterede sagen som "en substantiel og seriøs sag med korruption i regeringen". Ifølge hende er der tale om embedsmisbrug, der har givet Netanyahu mulighed for at få vennetjenester hos store medievirksomheder.

Selvom der endnu ikke er fremført konkrete beviser mod Netanyahu, så er mistanken om magtmisbrug ikke blevet mindre. For presset på mediechefen fra Walla kom ikke ud af det blå, fortæller TV 2s korrespondent i Israel, Steffen Jensen.

- Én ting er, at en lang række højtstående personer omkring premierministerens har forsøgt at påvirke medierne og deres omtale af Netanyahu. Men den rygende pistol vil være, om Netanyahu selv har kendt til det eller ansporet til det. Der er et stykke vej endnu, før man kan bevise den forbindelse, siger Steffen Jensen.

Champagne, cigarer og positive medier

Benjamin Netanyahu har i alt tre verserende sager, der er kendt som sag 1000, 2000 og 4000.

  • Sag 1000: Anklager om at have modtaget gaver for i omegnen af 1,3 millioner kroner - primært smykker, cigarer og champagne - fra magtfulde forretningsmænd til gengæld for politiske og finansielle tjenester.
  • Sag 2000: Her er Netanyahu anklaget for at have hjulpet avisen Yediot Ahronots til gengæld for positiv omtale. Her skulle Netanyahu ifølge anklagen have luftet ideen om at begrænse oplaget for en konkurrerende gratisavis ved lov.
  • Sag 4000: Er den aktuelle sag ved retten i Jerusalem og den mest alvorlige. Fra 2014 til 2017 var Netanyahu udover premierminister også kommunikationsminister. Her er han anklaget for favorisere telegiganten Bezeq gennem lovgivning. Bezeq ejer nyhedsmediet Walla. Det er Bezeq-ejeren Shaul Elovitch samt hans kone, der er anklaget for at have lagt pres på Ilan Yeshua, der i dag var i vidneskranken.

Og ifølge Steffen Jensen er dagens sag også den mest spektakulære.

- Vi har at gøre med nogle store, indflydelsesrige israelske familier, som sidder på nogle af de største medier i landet. Ægteparret, der ejer Walla, ville åbne en ny tv-kanal, og for at få tilladelsen fra en embedsmand i kommunikationsministeriet var det afgørende, at en kritisk historie om Netanyahu blev ændret, siger Steffen Jensen.

Politisk hovedpine oveni anklager

Som om retssagerne ikke var nok for Benjamin Netanyahu, så lander de oveni en mildest talt ustabil politisk situation, som vikler sig ind i anklagerne.

Den 23. marts holdt Israel sit fjerde parlamentsvalg på under to år. Og endnu engang var der ikke nogen klar vinder af valget. Og netop anklagerne mod Netanyahu påvirker forhandlingerne om en ny regering.

Som en del af sagen om dækningen fra Walla involverer nemlig Netanyahus tidligere forsvarsminister og formand for det religiøse, nationalistiske Yamina-parti, Naftali Bennett. For ifølge Ilan Yeshua blev han i sin tid som mediechef for Walla bedt om at skrive negative historier om Bennett.

Bennett peger i øjeblikket på sig selv som kandidat til posten som premierminister, hvilket ikke hjælper på i forvejen komplicerede regeringsforhandlinger, der lader til at være gået i stå, siger Steffen Jensen. Alle andre peger på Netanyahu eller en oppositionspolitiker

- Det, der foregår i retssagen og i det politiske liv, er kædet sammen. Bennett er tungen på vægtskålen og har de afgørende mandater, der kan hjælpe Netanyahu. Men man må gå ud fra, at han ikke har nogen stor interesse i at hjælpe Netanyahu efter dagens retssag, siger Steffen Jensen.

Afhøringen af Ilan Yeshua fortsætter tirsdag og bliver efterfulgt med afhøring af flere tidligere ansatte i og omkring Netanyahus kommunikationsministerium.