Udland

Trump opfordrer til boykot af baseball efter slagsmål om ny valglov

Demokrater beskylder Georgia for at ville undertrykke vælgere med ny valglov, mens statens republikanske guvernør vil sikre sig mod valgsvindel.

Coca-Cola, flyselskabet Delta Air Lines, Donald Trump, Joe Biden og senest den amerikanske baseball-liga har alle kastet sig ind i i kampen om en ny, omdiskuteret valglov i Georgia.

- Boykot baseball og alle de woke firmaer, der blander sig i frie og fair valg. Lytter I, Coke, Delta og I andre!

Sådan lyder det i en skriftlig meddelelse fra den tidligere præsident Donald Trump, efter at baseball-ligaen Major League Baseball (MLB) har meddelt, at den dropper en planlagt allstar-kamp i storbyen Atlanta, Georgia, som konsekvens af delstatens nye valglov.

- Major League Baseball støtter fundamentalt vælgerrettigheder for alle amerikanere og er modstander af restriktioner ved stemmeboksen, sagde ligaens formand, Robert D Manfred Jr., fredag.

Slagsmål om ny valglov

Det store slagsmål i sydstaten tager udgangspunkt i en ny valglov, som på nogle punkter gør det lettere at stemme på selve valgdagen og i weekenden, mens mulighederne for at brevstemme og stemme tidligt begrænses.

Ifølge statens republikanske guvernør, Brian Kemp, skal loven gøre det nemmere for borgere at stemme og samtidig skabe tillid til valgsystemet. Samme guvernør er også gået i rette med beslutningen fra MLB.

Ny valglov i Georgia

  • Nye ID-krav til brevstemmer, der er erstatter det nuværende system, hvor en underskrift er nok.
  • Mulighederne for at uddele mad og vand til vælgere i køer bliver begrænset.
  • Staten får mere magt til at styre valghandlingen i tilfælde af problemer eller uregelmæssigheder. 
  • Antallet af "drop boxes" hvor vælgere kan aflevere brevstemmer skæres ned. 
  • Perioden for tidlig stemmeafgivning begrænses

Kilde: BBC, Washington Post

På den anden side siger præsident Joe Biden og demokraterne, at der er tale om vælgerundertrykkelse rettet mod særligt sorte vælgere, der er mere tilbøjelige til at stemme demokratisk. Bidens kritik går så langt, at han kalder loven for "Jim Crow på steroider". Her refererer han til Jim Crow-lovene, der havde til formål at begrænse sorte vælgeres muligheder mellem 1876 og 1965.

Men sammenligningen fra Joe Biden er helt ude af proportioner, mener TV 2s USA-analytiker, Mirco Reimer-Elster.

- Sammenligningen med Jim Crow er fuldstændig absurd og historieløs. Vi taler om en periode, hvor sorte blev lynchet og levede i et apartheid-system med meget få rettigheder.

En af de mest omdiskuterede dele loven begrænser mulighederne for at uddele mad og vand til vælgere, der står i kø.

- Folk kommer hverken til at sulte eller tørste i køen. Det er lovligt at tage både mad og drikke med, og der kan opstilles vandautomater ved køerne. Samtidig bliver Biden ved med at gentage, at det blev sværere at stemme udenfor arbejdstiden, selvom det ikke passer, siger Mirco Reimer-Elster.

Ifølge CNN har både demokrater og republikanere i form af blandt andre Joe Biden og guvernør Brian Kemp spredt forkerte oplysninger og fortolkninger af den nye valglov.

Virksomheder tager afstand

Udmeldingen fra MLB kommer i kølvandet på udmeldinger fra Coca-Cola og flyselskabet Delta Air Lines, der tager afstand fra loven. Begge selskaber har hjemme i Georgia.

- Jeg vil opfordre de her virksomheder til at se på andre stater, hvor de gør forretning, og sammenligne, hvad fakta er i forhold til Georgia – så ville deres fokus nok være andre steder end her, sagde Guvernør Brian Kemp i et interview med tv-stationen CNBC onsdag.

I samme interview opfordrede han Coca-Cola og Delta Air Lines til at sige, hvilke dele af den nye valglov, de konkret er imod.

Virksomhedernes beslutning om at tage afstand er et klart resultat af en velorkestreret kampagne fra demokraterne, vurderer Mirco Reimer-Elster.

- Det er en folkestemning, der er blevet kørt op fra demokraternes side. Det er Joe Bidens gode ret at have en holdning. Men det er åbenlyst, at han har været med til at føre an i en kampagne.

Samtidig peger virksomhedernes afstandstagen til loven også ind i et mønster, hvor flere virksomheder, sportshold og organisationer under Donalds Trumps tid som præsident tog politisk stilling.

- De mennesker, der har reageret fra virksomhederne, har nok ikke læst loven, men er i stedet hoppet med på en præmis, der er fundamentalt forkert. Det politiske pres medfører, at store amerikanske virksomheder nu vælger at tage stilling, fordi flere vælgere forventer det.

Georgia er omstridt

Ved præsidentvalget i 2020 tabte republikanerne staten for første gang siden 1992 med kun 11.779 stemmer. Og i januar vandt demokraterne Georgias to pladser i Senatet. Donald Trump har siden påstået, at der var tale om valgsvindel ved præsidentvalget uden dog at kunne dokumentere påstanden.

Ved de seneste to præsidentvalg er der blevet byttet rundt på, hvad der traditionelt er rødt og blåt på valgkortet. Ifølge Mirco Reimer-Elster er man nødt til at se Georgias nye valglov i forbindelse med Trumps anklager om valgsvindel, og at republikanerne er pressede i traditionelt republikanske stater.

- Trump er skyggearkitekten. Hvis han ikke havde kørt en målrettet kampagne mod Georgia, ville loven nok ikke have set sådan ud, som den gør. Der er ikke nogen tvivl om, at republikanerne nogle steder forsøger at gøre det svære at stemme.

Men det er ikke kun Trump og republikanerne, der har skabt tvivl om valgene i Georgia. Da demokraten Stacy Abrams tabte guvernørvalget til Brian Kemp i 2018, ville hun ikke anerkende resultatet, hvor godt 55.000 stemmer udgjorde forskellen. Et nederlag hun fortsat aldrig har erkendt.