Konflikten om Ukraine

Russiske troppebevægelser nær grænsen udløser frygt for ny konflikt

Rusland advarer NATO mod at indsætte styrker i Ukraine. Det vil indlede en ny krig og ødelægge Ukraine, lyder det.

I Ukraine frygter man lige nu en opblussen i konflikten mellem det ukrainske styre og militante prorussiske enheder i den østlige del af landet.

Senest har det udløst international bekymring, at der er registreret russiske troppebevægelser og militær oprustning ved grænserne mod Ukraine og nær Krim-halvøen.

De, der forsøger at starte en ny krig i Donbass, vil ødelægge Ukraine

Sergei Lavrov, udenrigsminister, Rusland

Halvøen blev i 2014 annekteret af netop Rusland i forbindelse med en militærkonflikt.

En fredaftale fra juli sidste år skulle have sikret fred langs frontlinjen mellem den ukrainske hær og prorussiske separatister. Aftalen så længe ud til at virke med kun en håndfuld skudepisoder om dagen, men nu lader separatisterne til igen at være i offensiven.

I sidste uge blev ukrainske regeringsstyrker angrebet tæt ved Shumy i det østlige Ukraine. Et angreb, der kostede fire mennesker livet.

Soldaten Serhij fra den ukrainske hær siger til den nationale tv-station Suspilne, at der for ham ikke er nogen tvivl om, hvad der dræbte fire af hans kammerater: tunge våben, som kun modparten har.

- De beskyder os med morterer, som oftest kaliber 82 millimeter. De bruger også personalminer af typen POM-2, som ikke længere indgår i vores våbenbeholdning, mens de stadig har dem, siger han.

Soldaten Serhij er ikke i tvivl om, at prorussiske separatister stod bag et angreb, som kostede fire ukrainere livet.

Foruden de dræbte soldater blev yderligere to såret ved angrebet.

USA vil hjælpe Ukraine

Episoden vækker minder om begyndelsen på borgerkrigen i 2014, da separatister støttet af Rusland lykkedes med at erobre et stort stykke af det østlige Ukraine i den såkaldte Donbass-region.

Efterretninger tyder ifølge vestlige regeringer og NATO på, at Rusland også denne gang påvirker udviklingen.

- Ruslands destabiliserende handlinger undergraver de deeskalerende mål, som man takket være OSCE nåede frem til ved aftalen i juli sidste år. Herudover er der fra Ukraines militær meldinger om russiske troppebevægelser langs grænsen til Ukraine, siger John Kirby, talsmand i Pentagon.

I en telefonsamtale lørdag udtrykte USA's præsident, Joe Biden, opbakning til den ukrainske præsident, Volodimir Zelenskij.

- Præsident Biden forsikrede mig om, at Ukraine aldrig ville blive ladt alene over for russisk aggression, siger ukraineren.

Russisk advarsel

I Kreml siger præsident Putins talsmand, Dmitrij Peskov, at troppeopbygningen alene handler om at opbygge Ruslands grænser og ikke er en trussel imod nogen.

Samtidig advarer russerne dog om, at en eventuel indsættelse af NATO-tropper i Ukraine vil højne spændingerne nær den russiske grænse og tvinge Rusland til at tage ekstra foranstaltninger af hensyn til egen sikkerhed.

Også den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, påpeger, at en opblussen af konflikten kan få fatale konsekvenser for Ukraine.

- Ruslands præsident Putin sagde for ikke længe siden, og i dag er det stadig lige aktuelt, at de, der forsøger at starte en ny krig i Donbass, vil ødelægge Ukraine, siger Lavrov.

Ekspert tvivler på ny invasion

Flemming Splidsboel, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), tror på nuværende tidspunkt ikke, at der er grund til at frygte en ny invasion af Ukraine.

Det ville kræve for meget og få for store omkostninger – også for Rusland, påpeger han.

- Der er nærmere tale om en russisk magtdemonstration på flere planer. Det kan være et forsøg på at sige til Ukraine, at nu skal de altså holde lidt igen i forhold til separatisterne i det østlige Ukraine, siger Flemming Splidsboel.

Selvom konflikten i 2014 resulterede i en russisk annektering af Krim-halvøen, vil det rent militærstrategisk være et helt andet scenarie at løsrive områder i Ukraine.

- Det man i stedet har gjort fra russisk side, og er i gang med at gøre, er langsomt de facto at indlemme de her områder, siger DIIS-eksperten.

Det sker blandt andet ved at uddele pas til separatisterne, så de bliver russiske statsborgere, ved at give adgang til tjenesteydelser i den russiske stat og ved at tilbyde dem beskyttelse.

I alt anslås omkring 14.000 mennesker at have mistet livet i konflikten i det østlige Ukraine siden 2014.