Udland

Ever Given ligger igen stille i Suez-kanalen

Skibet, der har været trukket fri siden mandag ligger nu igen stille. Denne gang skyldes det penge. Alle andre strandede skibe er nu sejlet igennem.

De egyptiske kanalmyndigheder kræver erstatning for blandt andet tabte indtægter, før det enorme containerskib Ever Given kan få lov til at sejle ud af Suez-kanalen.

Det skriver erhvervsmediet CNBC.

Osama Rabie, der er direktør i den statsejede Suez-kanalmyndighed, oplyser, at erstatningsbeløbet, der kan løbe op i milliardklassen, er baseret på prisen på udstyr og maskineri samt timelønnen til de mere end 800 personer, der arbejdede på at få frigjort Ever Given.

Dertil er der rettet et specifikt erstatningskrav på 14-15 millioner dollars mod rederiet Evergreen for tabt fortjeneste i de dage, Suez-kanalen var lukket.

Skibet gik på grund onsdag 23. marts, da det var på vej gennem Suez-kanalen i kraftig blæst og voldsom sandstorm.

Mandag blev containerskibet, som endte med at blokere handelsvejen i seks dage, trukket fri.

Suez-kanalen er en vigtig fragtrute for verdenshandlen, idet omkring 10 procent af handlen flyder igennem kanalen. Derfor har der været store økonomiske konsekvenser forbundet med blokaden.

Nu pågår en diskussion om, hvem der står med den enorme regning, der har ophobet sig, og ikke mindst beløbets størrelse.

Indtil det slagsmål er afgjort, kommer Ever Given ikke ud af Suez-kanalen.

Sidste skib i kø sejler gennem Suez-kanalen

De seks dage, hvor kanalen var spærret, resulterede i enorm kødannelse i begge ender af indsejlingen samt i den store sø Great Bitter Lake.

Ifølge CNBC medførte hændelsen en international shippingkrise, der forhindrede handel til en værdi på op mod ni millarder dollars om dagen.

Det svarer til 56.925.000.000 kroner for hver dag, skibstrafikken var sat ud af kraft.

Da skibet blev trukket fri af sandbankerne, lå flere end 400 skibe i kø og ventede på at kunne sejle videre i kanalen. De tonstunge containerskibe var lastet med alt fra olie, kvæg og gamerstole.

Alle skibene, altså bortset fra Ever Given, er lørdag først på eftermiddagen sejlet igennem kanalen. Det oplyser kanalens myndigheder i en udtalelse.

Formanden for den egyptiske kanalmyndighed har en forventning om, at man kan nå i mål med en aftale om kompensation i løbet af de næste to-tre dage.

Absurd erstatningskrav

Erstatningssagen er kompleks da der er mange lag af ejerskab bag rederiet, der ejer containerskibet.

Brian Schneider er direktør i forsikringsvirksomheden Fitch Ratings. Til CNBC oplyser han, at han har en formodning om, at de egyptiske kanalmyndigheders udtalelse om erstatning på op mod en milliard dollars ikke specifikt er rettet mod rederiet, men nærmere et estimat over det samlede forsikringsbeløb for alle involverede parter.

Alt andet giver ifølge eksperten ikke mening, siger han til mediet.