Udland

Youtube-tvillinger dømt for at iscenesætte bankrøverier for deres fem millioner følgere

- Det er forbrydelser, som kunne have resulteret i, at nogen var blevet alvorligt såret eller endda dræbt, lød det fra den anklagende part.

På joke-dagen over dem alle, 1. april, kan en sag fra Californien måske minde om, at ikke alle jokes går ustraffede hen.

For selvom de 23-årige tvillinger og youtubere Alan og Alex Stones er kendt for at underholde deres flere millioner følgere med netop jokes og pranks, er de nu dømt for at gå over stregen.

I retten i det californiske Orange County har de erklæret sig skyldige i at have iscenesat bankrøverier. I et af tilfældene med den konsekvens at en uindviet Uber-chauffør måtte kigge ind i politiets pistolløb.

Sorte hættetrøjer og falske pengesedler

De falske røverier udspillede sig 15. august i 2019.

I det ene var brødrene iklædt sorte hættetrøjer og skibriller, og i hænderne havde de store rejsetasker fyldt med falske pengesedler, mens de lod, som om de flygtede fra et røveri.

I hælene havde de deres videofotograf.

Youtube-stjernerne forsøgte at praje en Uber, og da chaufføren nægtede at køre dem, skabte det så meget postyr, at politiet blev tilkaldt.

Gentog joke få timer senere

Da betjentene ankom, beordrede de med pistoler chaufføren ud bilen. Først senere fandt de ud af, at han ikke var involveret, skriver CNN.

Brødrene blev løsladt med en advarsel, men gentog så en lignende seance fire timer senere på et universitet, hvilken igen førte til opkald til politiet.

Tvillingerne havde dengang omkring fem millioner følgere på deres Youtube-kanal. I dag har de 6,6 millioner.

Risiko for sårede eller dræbte

I retten var Youtube-stjernerne blandt andet tiltalt for svindel, for at indgive falske anmeldelser i forbindelse med episoderne og for at tilbageholde Uber-chaufføren mod hans vilje.

Brødrene burde få op til fire års fængsel, hvis de blev dømt skyldig i alle punkter, mente den anklagende part.

- Det her var ikke jokes. Det er forbrydelser, som kunne have resulteret i, at nogen var blevet alvorligt såret eller endda dræbt, argumenterede distriktsadvokat i Orange County Todd Spitzer i en pressemeddelelse.

Betinget dom og 160 timers samfundstjeneste

Hun kalder de iscenesatte røverier for "et forskruet forsøg" på at vinde popularitet på internettet ved "unødigt at bringe offentligheden og politibetjente i fare".

Dommeren tilbød dog brødrene en nedsat straf for til gengæld at tilstå. Den mulighed tog de imod, og det endte derfor med, at de hver fik et års betinget dom og 160 timers samfundstjeneste. Derudover skal de betale kompensation.

Dommeren beordrede dem også til at stoppe med at lave videoer, der imiterer kriminel adfærd.