Udmeldinger fra kvinder i fangelejre rokker ikke ved Socialdemokratiet: - Vi skylder dem ikke noget som helst
Regeringen har nedsat en taskforce, men meningen er at hjælpe børnene - ikke mødrene, lyder det fra Socialdemokratiet.
I fangelejre i det nordøstlige Syrien sidder i alt seks mødre og 19 børn med tilknytning til Danmark.
Og børnene skal hjælpes. Det er den danske regering og en række af Folketingets partier enige om, og derfor har de nedsat en taskforce for at finde ud af, om man kan hjælpe børnene. Samtidig har regeringen afvist, at mødrene kan komme med til Danmark.
TV 2 har besøgt al-Roj lejren i Syrien, og her lyder det fra flere mødre, at de vil med, hvis børnene skal hentes hjem.
Men sådan fungerer det ikke, lyder det nu fra Rasmus Stoklund, udlændinge- og integrationsordfører for Socialdemokratiet.
- Mødrene forsøger jo at udnytte den her situation til at presse på for, at de kan komme med hjem.
- Men det fungerer altså ikke sådan, at man på den ene side kan tilslutte sig en terrororganisation, der begraver børn levende og skærer halsen over på uskyldige mennesker, og så bagefter stå og vifte med sit rødbedefarvede pas og forvente, at den danske stat kommer én til undsætning, siger Rasmus Stoklund til TV 2.
- Absolut nej
En af de kvinder, som TV 2 har talt med i al-Roj-lejren, er en 32-årig marokkansk kvinde fra København.
Hun har fået frataget sit danske statsborgerskab, men hun har to børn på to og tre år, hvis indfødsret endnu er uafklaret.
- Absolut nej. Nej, jeg vil ikke engang tænke over det, sagde hun, da TV 2 besøgte lejren og spurgte hende, om hun ville være villig til at sende børnene til Danmark uden hende.
To andre kvinder, TV 2 har talt med i al-Roj, er et par dansk-somaliske søstre, som bor i lejren med den ene kvindes søn.
De afviste, ligesom den 32-årige kvinde, at lade drengen tage til Danmark, hvis de ikke kan komme med.
Samme melding kommer fra Badran Jayakurd, der er vicepræsident i det kurdiske selvstyre i Syrien.
- Vi har besluttet, at vi ikke adskiller børnene fra mødrene, har han sagt til TV 2.
Men meningen med den taskforce, der er blevet nedsat og senest skal komme med en melding 15. maj, er ikke at hjælpe mødrene, understreger Rasmus Stoklund.
- Det er af hensyn til børnene, vi har nedsat den her taskforce, og det er dem, der er vores fokus. Men det er altså ikke et fokus, der handler om at få de mødre til Danmark, som har tilsluttet sig den her terrororganisation, siger han.
Skylder ikke mødrene noget
Men ændrer det, som mødrene siger nu, ikke præmissen for beslutningen?
- Nej, for det har længe været sådan, at mødrene har kommunikeret, at de vil med. Men det er altså ikke for mødrenes skyld, at vi har sat en arbejde i gang. Det er af hensyn til børnene og har ikke som sådan noget at gøre med mødrene.
- Det er mødrene, der selv har besluttet at rejse ned og tilslutte sig et islamistisk kalifat, og det er altså ikke dem, vi skylder noget som helst.
Er det ikke med den melding, der kommer nu, urealistisk at tro, at børnene kan komme hjem uden mødrene?
- Nu må vi jo afvente den taskforce, der er nedsat. Vi skal have vendt hver en sten for at se, hvad vi kan gøre for de her børn.
TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S), men det har ikke været muligt.