Udland

George Floyds kæreste rørt til tårer i retten

Forsvarsadvokat graver i George Floyds overdosis og misbrug som mulig dødsårsag. Det var politibetjentens knæ på hans nakke, svarer anklager.

Tårerne pressede sig på, da George Floyds kæreste gennem de sidste tre år af hans liv torsdag afgav vidneforklaring i retssagen om George Floyds død.

Kæresten, Courteney Ross, blev tydelig rørt, da hun blev spurgt ind til parrets brug af opioider.

Både hun og Floyd brugte den smertestillende og afslappende medicin jævnligt, erkendte hun.

Oprindeligt fik hun medicin for kroniske smerter i nakken, mens han led af kroniske smerter i ryggen.

Brugen udviklede sig imidlertid til et misbrug.

- Vi blev afhængige og prøvede virkelig hårdt at komme ud af den afhængighed mange gange, fortalte Courteney Ross.

Efter Floyd døde, blev der fundet spor af fentanyl i hans krop. Det er et smertelindrende opioid, der årligt menes at koste tusinder af amerikanere livet.

Knæ eller stoffer skyld i død?

Den nu fyrede politibetjent Derek Chauvin er anklaget for drab på Floyd, der døde under en anholdelse i Minneapolis i maj 2020.

Chauvin fastholdt Floyd ved at presse sit knæ mod hans hals i omkring ni minutter. Efter hans død udbrød der store demonstrationer i USA - både fredelige og voldelige - mod politivold og diskrimination af etniske minoriteter

Den tidligere betjent nægter sig skyldig i drabsanklagerne.

Den anklagede politibetjent Derek Chauvin under anholdelsen af George Floyd uden for billedet.

Chauvins forsvarer, Eric Nelson, argumenterer for, at det var fentanyl og en i forvejen eksisterende lidelse, der førte til Floyds død.

I retten spurgte forsvareren Courteney Ross ind til Floyds brug af medicin og stoffer og til en enkelt overdosis, engang den nu afdøde mand kom på skadestuen med stærke mavesmerter.

Floyds kæreste fortalte, at parret begge havde recepter på smertestillende medicin, men at de nogle gange også købte piller på gaden eller af en bekendt.

Ifølge Eric Nelson har to vidner, der befandt sig sammen med George Floyd i en bil i minutterne op til anholdelsen af ham, forklaret, at han tog to piller, inden politiet kom, og derpå faldt i en dyb søvn.

Chauvins forsvarsadvokat har indkaldt det ene af de to vidner. Men det er uklart, om dette vidne - der angiveligt solgte piller til Floyd - kommer til at aflægge forklaring.

- Misvisende historie

Ben Crump, der er advokat for familien Floyd, skriver i en meddelelse, at han tager skarpt afstand fra "forsvarets forsøg på at skabe en historie om, at George Floyds dødsårsag var fentanylen i hans blod".

- Vi vil gerne påminde verden, der bevidnede hans død på video, at George både gik, snakkede, grinede og trak vejret helt fint, indtil Derek Chauvin satte sit knæ på Georges hals og blokerede hans evne til at trække vejret og dermed endte hans liv, skriver Crump.

Floyds familieadvokat til højre Ben Crump ankommer til retten med et familiemedlem til George Floyd.

Ifølge en obduktion af George Floyd fandt de lokale myndigheder ikke tegn på kvælning, men derimod at Floyd døde på grund af en kombination af at have været låst fast, have haft mulige rusmidler i kroppen samt hans almene sundhedstilstand.

Efterfølgende bestilte Floyds familie dog en obduktion, som viste, at den 46-årige mand var død efter kvælning.

Der ventes dom i sagen om fire uger.