Kurdisk vicepræsident afviser at adskille børn og mødre i de syriske lejre

- Alle ved, at mødrene sympatiserer med Islamisk Stat, og at de er fanatikere, lyder det.

Kan børnene med dansk tilknytning i de syriske fangelejre hentes hjem til Danmark uden deres forældre?

Det skal en taskforce nu inden 15. maj undersøge, meddelte udenrigsminister Jeppe Kofod tirsdag formiddag. Udover regeringen har fem partier nikket ja til den plan.

Men hos det kurdiske selvstyre, der kontrollerer lejrene, bliver der rystet på hovedet.

- Vi har besluttet, at vi ikke adskiller børnene fra mødrene. Det sker kun i humanitære og særlige tilfælde, og det kræver morens tilladelse, siger Badran Jayakurd, der er vicepræsident i det kurdiske selvstyre i Syrien, til TV 2.

Fanatiske IS-sympatisører

Ifølge vicepræsidenten er det et ønske fra flere europæiske lande at adskille børnene fra deres mødre og derfor efterlade kvinderne i lejrene.

Han mener, det er et udtryk for, at de europæiske lande nægter at tage ansvaret for kvinderne – og i stedet lader kurderne bære det.

- Alle ved, at mødrene sympatiserer med Islamisk Stat, og at de er fanatikere, siger han.

Se her et overblik over nogle af de europæiske landes ståsted i forhold til at hente børn og deres forældre hjem.

Hvor er det juridiske grundlag for adskillelsen?

Flere eksperter har allerede sået gevaldig tvivl om, hvorvidt det overhovedet juridisk er muligt at hente børnene hjem uden deres forældre.

Det skyldes blandt andet skepsis om, hvorvidt mødrene overhovedet vil give samtykke. Derudover kan adskillelsen mellem barn og forældre stride imod menneskeretlige forpligtelser om hensyn til barnets tarv.

Ydermere kan der være tale om brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6, hvis man fratager mødrene deres rettigheder til rettergang.

Det vurderer juraprofessorer til TV 2.

Enhedslisten kalder aftalen for en syltekrukke

Den nye aftale om Syrien-børnene er indgået mellem regeringen, Radikale Venstre, SF, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance.

Men støttepartiet Enhedslisten er ikke med. Partiets udlændingeordfører Rosa Lund kalder aftalen for en "syltekrukke", hvor regeringen køber sig tid, som børnene i lejrene ikke har.

Ifølge hende har de i Enhedslisten "vendt hver en paragraf".

- Derfor har vi svært ved at se, at det skulle være muligt at hente børnene hjem uden deres forældre. Det kan godt være, at Mette Frederiksen og Jeppe Kofod kender andre jurister, end vi gør, men jeg tvivler, sagde hun tirsdag til TV 2.

I alt drejer det sig ifølge Udenrigsministeriet om 19 børn "af – eller knyttet til – danske eller tidligere danske statsborgere", som befinder sig i lejrene al-Hol og al-Roj i alderen 1-14 år.

Ifølge ministeriet er de ni ældste børn født i Danmark, mens de 10 yngste er født i konfliktzonen. Tre af mødrene er danske statsborgere, mens tre andre har fået frataget deres danske statsborgerskab.