Coronavirus

Dansk leder af Wuhan-hold modsiger kritik – vi er blevet meget klogere på coronavirussens oprindelse

Fødevareekspert Peter Ben Embarek mener, at forskerholdet fra WHO har fået lov til at studere al den tilgængelige data under gruppens besøg i Kina.

En lang række lande er bekymrede for, om eksperter har fået adgang til al data under kortlægningen af coronavirussens oprindelse under et besøg i Wuhan, Kina.

Men danske Peter Ben Embarek, der var leder af Verdenssundhedsorganisationens (WHO) hold af ti internationale eksperter som besøgte Wuhan i begyndelsen af 2021, mener ikke, at kritikken rammer plet.

Det siger han til TV 2.

- Vi har fået en meget bedre forståelse af, hvad der skete i Wuhan i december 2019 og dynamikken omkring starten af udbruddet af coronavirussen.

Det skyldes ikke mindst, hvilke produkter og dyr der blev solgt på det marked i Wuhan, hvor coronavirussens udspring menes at stamme fra, lyder det fra eksperten.

Som forskergruppe har vi fået lov til at forholde os til al den data, som det var muligt at få

Peter Ben Embarek, fødevaresikkerhedsekspert, WHO

Uidentificeret mellemvært

Peter Ben Embarek mener, at konklusionen fra de 14 lande om forskerholdets arbejdsbetingelser i Kina er for hård.

- Vi fik adgang til en enorm mængde data af kineserne, som vi har analyseret. Ud fra dette har vi produceret en meget stor mængder resultater i en rapport. Det er mærkeligt, at man ikke sætter fokus på det, mener WHO's fødevareekspert.

Forskerne fra WHO, som blandt andet talte den danske professor og overlæge Thea Kølsen Fischer, har fået ny viden om, hvilke dyr på markedet i Wuhan, der kan tænkes at have været medvirkende til at starte den globale pandemi.

Coronavirussen menes – formentlig – at stamme fra en særlig flagermus, og at det via et andet dyr derefter er blevet overført til mennesker.

- Virussen fundet i flagermus har 96,2 procents lighed med det, vi finder i mennesker. Den forskel tyder på, at der stadig er en uidentificeret mellemvært, siger Thea Kølsen Fischer.

Ifølge forskerne kan mellemværten for eksempel være mink, kaniner eller skældyr.

Men det skal dog undersøges nærmere.

- Vi har under vores besøg fået virkelig interessant, ny viden, der kan bringe os tættere på et svar om oprindelsen af covid-19, siger Peter Ben Embarek.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kalder WHO-rapporten vigtig.

WHO-missionen har samtidig undersøgt, om coronavirussen kunne være opstået på et laboratorie, som blandt andre tidligere USA-præsident Donald Trump har hævdet.

De foreløbige konklusioner tyder ikke på, at det er den måde, at virussen er introduceret til mennesker på. Men det kan ikke endegyldigt udelukkes, lyder det ifølge WHO-forskerne.

Samarbejdsvillige kinesere

WHO-holdet var i Wuhan i Kina i 28 dage fra 14. januar til 10. februar, og her oplevede fødevaresikkerhedseksperten, at kineserne var gæstfri og meget samarbejdsvillige.

Peter Ben Embarek mener ikke, at det internationale forskerhold aktivt fik tilbageholdt information, men han erkender samtidig, at det ikke var muligt at få adgang til alle ønskede data.

Det har fødevareeksperten dog en god forklaring på.

- Vi ønskede adgang til rådata fra dyr, og de var mulige at få. Men test af mennesker er personfølsomme oplysninger og er omfattet af strenge regler. Derfor er det Ikke mærkeligt, at vi ikke kunne få adgang til disse data, forklarer Peter Ben Embarek.

Enorm mediebevågenhed

Peter Ben Embarek mener, at de internationale forskere havde svære arbejdsbetingelser i Kina på grund af covid-19.

De første 14 dage af rejsen til Wuhan var gruppen i karantæne, og derefter kunne de tage ud på éndagsture i den kinesiske millionby.

Peter Ben Embarek fortæller, at gruppens besøg i Kina var omgivet af enorm mediebevågenhed.

Samtidig mener han, at de kinesiske forskere, som WHO-holdet samarbejdede med, var underlagt et stort pres fra den kinesiske regering om at promovere visse hypoteser om coronavirussens udspring.

Fødevareeksperten kalder imidlertid fremgangsmåden for "meget almindelig", da de enkelte lande typisk prøver at få deres foretrukne forklaring af problematikken frem i lyset.

- Som forskergruppe har vi fået lov til at forholde os til al den data, som det var muligt at få. Det er det, man bør fokusere på, siger Peter Ben Embarek.

Samtidig er WHO blevet enige med kineserne om at foretage yderligere undersøgelser af coronavirussens oprindelse under et nyt besøg til Wuhan, som dog endnu ikke er fastlagt.

Undersøgelse trak ud

Peter Ben Embarek erkender, at det har taget lang tid, før holdet af WHO-eksperter kunne få adgang til Wuhan for at blive klogere på pandemiens udbrud.

Rent praktisk har det været en stor udfordring at arrangere den månedlange tur til Wuhan, som har været svær at få adgang til.

Men fra de første spæde tegn i december 2019 skulle der gå lidt over ét år, før de internationale forskere kunne undersøge forholdene i Wuhan.

- Desværre har der ikke fra dag ét været fokus på coronavirussens udbredelse. Hvis der havde været det, så kunne vi have været i gang langt tidligere, siger Peter Ben Embarek.