Coronavirus

- Vi har aldrig før set så voldsomt et sammenbrud, siger Læger Uden Grænser i Brasilien

Brasilien har dagligt flere smittede og flere corona-dødsfald end noget andet land i verden.

Sundhedseksperterne i Brasilien er desperate.

- Vi har aldrig før set så voldsomt et sammenbrud af en sundhedstjeneste, siger Ana de Lemos, direktør for Læger Uden Grænser i Brasilien til New York Times.

Brasilien rapporterer nu om flere smittede og flere døde på en enkelt dag end, hvad man har set noget andet sted i verden. I fredags var det over 3.650 døde – næsten en tredjedel af samtlige covid-19-døde på dagen i hele verden.

Efter at man for fem dage siden nåede over 300.000 covid-19 dødsfald, har tallet mandag oversteget 312.000.

Fyldte hospitaler

Samtidig er intensivafdelingerne reelt fyldte på hospitalerne i 16 af landets 26 delstater.

En del er stærkt overfyldte, så de må afvise alvorligt syge patienter, skriver CNN, som i sidste uge viste 12 ambulancer, der holdt uden for et hospital i millionbyen São Paulo og ventede på, at der skulle frigøres senge på hospitalet.

- Hele systemet er på randen af sammenbrud. Folk kommer ind med alvorlig iltmandel og desperat behov for at blive behandlet.

Hospitalsdirektør Paulo Fernando

En amerikansk neurolog, Dr. Miguel Nicolelis, på besøg i São Paulo siger til Huffington Post, at det er den værste tragedie i Brasiliens historie.

Tidsindstillet bombe

Miguel Nicolelis, professor i neurolbiologi ved Duke University i USA, advarer om, at den meget omtalte P1-mutation allerede er en gammel historie:

- Brasilien er er det største laboratorium under åben himmel for mutationer af vira. Det er en tidsindstillet bombe, og uret tikker, siger han.

Sundhedspersonale arbejder i døgndrift på Nossa Senhora da Conceiao Hospital i den sydbrasilianske provins Grande do Sul.

Eksemplerne er utallige. Selv i de rigeste dele af Brasilien som den sydligste delstat Rio Grande do Sul, der er industrialiseret og meget europæisk, er der alvorlig mangel på senge på det vigtigste hospital.

Direktør Paulo Fernando Scolari på Hospital Restinga e Extremo Sul i hovedstaden Porto Alegre konstaterer:

- Hele systemet er på randen af sammenbrud. Folk kommer ind med alvorlig iltmandel og desperat behov for at blive behandlet.

Bolsonaros ry

Corona-katastrofen har udstillet den brasilianske præsident, som styrer et land, der for bare tre år siden af Verdenssundhedsorganisationen WHO blev udpeget som det bedste land i verden til at sikre befolkningen vacciner.

Men præsidenten, der beundrer USA's tidligere præsident Trump, har flere gange sagt nej til vacciner og foreslået ubrugelige alternativer. Alligevel er landet kommet i gang og har vaccineret 17 millioner og placerer sig dermed på en femteplads i verden, skriver Huffington Post.

Det førende Butantan Institut i São Paulo har også skabt sin egen vaccine, som nu bliver testet. Men det hele er bare for sent. For der er mere end 190 millioner brasilianere, som ikke er vaccineret.

Rigsretssag?

Vreden i befolkningen og blandt læger og sundhedspersonale retter sig derfor mod præsident Jair Bolsonaro. Hans popularitet er nede på cirka 30 procent, viser meningsmålinger. Og nu kommer kravene om en rigsretssag mod præsidenten. TeleSUR viste på Twitter demonstrationer med krav om rigsretssagen allerede i februar.

Samtidig har demonstranter i over 70 byer krævet øjeblikkelige og gratis vaccinationer, skriver TeleSUR.

Brasilianerne har de seneste dage været i gaderne for at protestere mod regeringens håndtering af coronakrisen.

Selv i USA følger analytikerne nøje med i udsigterne til, at Brasilien pludselig igen kan komme til at stå uden en præsident, hvis kravene om en rigsretssag bliver til virkelighed. Det viser en analyse i Foreign Policy. Så mange øjne er rettet mod magtfordelingen i kongressens kamre i Brasilia.

Valgkampen truer

For vælgerne i Brasilien betyder Bolsonaros uduelige styring af corona-krisen tilmed, at der nu er udsigt til, at tidligere præsident Lula da Silva gør sig parat til at genopstille mod Bolsonaro ved næste års valgkamp til præsidentposten.

Lula har fået sin chance, efter at en række korruptionssager mod ham i sidste måned blev annulleret af en højesteretsdommer. Og i sidste uge tog ekspræsidenten det ekstra skridt at gøre hans kamp mod Bolsonaro til en international sag.

I et interview med tyske Der Spiegel kaldte han katastrofen for ”historiens største folkemord”.

Dette usædvanlige udsagn i et tysk blad brugte Lula til at appellere til Tysklands kansler Angela Merkel om at gå med i angreb mod Bolsonaro. Hvor langt han kommer på den bane er ganske usikkert.

Men hans udfald illustrerer, at corona måske kan vælte en præsident. I hvert fald truer håndteringen af sundhedskrisen nu Brasiliens leder.