Udland

Islamister myrder civile i havneby i Mozambique

Efter seks dage har landets hær stadig ikke genvundet kontrollen med byen, hvor mange civile er blevet halshugget.

Et stort antal civile, både lokale og udlændinge, er blevet dræbt i Mozambique under et voldsomt angreb fra islamistiske oprørere.

Oprørerne angreb onsdag Palma, en havneby med 75.000 indbyggere i det nordlige Mozambique, og dræbte og halshuggede civile i gaderne.

Det er uklart, om islamisterne nu har fuld kontrol over byen.

En talsmand for Mozambiques væbnede styrker indrømmede tilsyneladende søndag, at regeringen havde mistet kontrollen med store dele af byen.

Det gjorde han indirekte, da han fastslog, at hæren ”stadig havde kontrol med alle sine egne baser i området”, skriver CNN.

- Hæren er stadig fast besluttet på at rense dele af Palma for at sikre, at civilbefolkning kan vende sikkert tilbage, sagde talsmanden Omar Saranga.

Base for naturgaseventyr

Angrebet onsdag blev indledt med, at de bevæbnede oprørere angreb banker, butikker og hærens stillinger i byen. Samtidigt med det blev civile dræbt i gaderne.

Flygtninge fra byen Palma fortsætter med at strømme til provinshovedstaden Pemba, hvor venner og pårørende venter - der er ikke sluppet billeder ud fra Palma endnu.

Byen, der ligger på grænsen til Mozambiques nordlige nabo Tanzania, er base for et stort naturgasprojekt, som det franske energiselskab Total står for, og derfor er der mange udlændinge i byen.

De søgte tilflugt på byens store hotel, hvorfra de organiserede en konvoj af biler, der skulle bringe dem i sikkerhed på Totals naturgasanlæg 15 kilometer fra byen.

Konvojen vovede sig af sted fredag, men blev angrebet. Mindst 7 mennesker blev dræbt i den forbindelse. Tallet kan være meget større, da kun 7 ud af 17 biler i konvojen nåede sikkert frem.

Hvad der er sket med resten, det vides ikke, skriver CNN.

Flygtninge i både

Der er endnu ikke noget overblik over antallet af mennesker, der totalt er blevet dræbt i angrebet på Palma.

Både fyldt med flygtninge ankommer stadig i en lind strøm til provinshovedstaden Pemba, der ligger ved kysten lidt længere sydpå. Så sent som søndag eftermiddag ankom en tæt pakket turbåd, der har sejlet 1400 mennesker ud fra Palma.

Færgen, der har sejlet 1400 flygtende ud af Palma, ligger her i havnen i Pemba

Andre flygtede gemmer sig fortsat i skovene omkring byen.

Mens det samlede overblik lader vente på sig, så er de første øjenvidneberetninger begyndt at dukke op fra byen.

Den sydafrikanske kvinde Adrian Nel fortæller til BBC, at hendes søn var et af de syv ofre, da konvojen af flygtende blev angrebet, og at hendes mand måtte bære liget af sønnen ud af byen og gemme sig, indtil han fik hjælp.

- Der var intet militær til at beskytte dem. Det handlede bare om at løbe for livet, siger hun til BBC.

Lionel Dyke, der leder et privat sikkerhedsfirma og arbejder for det lokale politi, fortæller, at masser af civile har gemt sig på stranden i dagevis, mens de har ventet på at komme ombord på en båd, der kunne sejle dem til Pemba.

Både stranden og byens gader er overstrøet med lig, både ”med og uden hoveder”, som han udtrykker det overfor BBC.

Flere angreb det seneste år

Den nordligste provins i Mozambique, Cabo Delgado, har en overvejende muslimsk befolkning og har været plaget af islamistiske oprørere siden 2017.

Den lokale oprørsgruppe Ahlu Sunnah Wa-Jama erklærede sig sidste år som en lokal støttegruppe for Islamisk Stat, og siden har angrebene i regionen taget til i styrke.

Angrebene bliver udført af lokale militser, hjulpet af islamister, der kommer over grænsen fra Tanzania. I august sidste år blev en anden havneby i nærheden, Mocimboa de Praia med 30.000 indbyggere, kortvarigt indtaget af islamisterne.

Den by var, ligesom Palma, forsyningsby for det store naturgaseventyr i havet ud for Mozambiques kyst, som regeringen har store forhåbninger til.

Efter angrebet på Palma i denne uge meddelte det franske energiselskab Total imidlertid, at man igen indstiller arbejdet på grund af sikkerhedssituationen. Arbejdet blev indstillet i januar, men var på vej til at blive genoptaget.

På vej mod en million flygtninge

Kampene mellem oprørerne og regeringsstyrker har kostet mere end 2500 døde og drevet mere end 700.000 på flugt i provinsen.

Tidligere på ugen – før angrebet på Palma onsdag – advarede FN’s flygtningeorganisation UNHCR netop om manglen på sikkerhed i Cabo Delgado.

Ifølge UNHCR er antallet af flygtninge i provinsen steget fra 70.000 til 700.000 bare i løbet af de seneste år, og det forventes at nå over en million i juli i år.

- Når vi ser på, hvor hurtigt antallet af internt fordrevne stiger, så ved vi, at vi kun har ganske kort tid til at handle, sagde FN’s assisterende flygtningehøjkommissær Raouf Mazou mandag.