Udland

H&M og Nike ofre for voldsomme straffeaktioner i Kina

Store vestlige firmaer i Kina bliver klemt i propagandakrigen mellem Kina og Vesten om forholdene for uighurerne i Xinjiang-provinsen.

De store vestlige tøjfirmaer Nike og H&M er ramt af en storm af vrede i Kina, efter de har udtalt sig kritisk om forholdene i provinsen Xinjiang.

Nogle af Kinas mest populære skuespillere har meddelt, at de annullerer deres reklamekontrakter med Nike, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Jeg er imod enhver handling, der skal tilsvine Kina, skriver eksempelvis skuespilleren Wang Yibo, der har 38 millioner følgere på det sociale medie Weibo.

Og den statslige tv-station CCTV har forsøgt at ramme H&M, hvor det gør allermest ondt, med et indslag om, at H&M’s tøj ”overhovedet ikke er moderne længere”, fortæller den britiske tv-station Sky News.

Fjernet fra kortet

Kampagnen mod firmaerne går så langt, at H&M’s produkter er forsvundet fra den store nethandelsplatform Taobao, ligesom kinesiske forbrugere ikke længere kan finde deres lokale H&M-butikker i vejviserfunktionen på deres smartphones.

Adresserne er simpelthen blevet fjernet fra kortfunktionen.

Udenfor H&M's butik i den kinesiske hovedstad Beijing stod der i dag sikkerhedsvagter, der forsøgte at forhindre, at der blev taget billeder af butikken.

Nej til bomuld fra Xinjiang

I Vesten har der længe været rapporter om, at den lokale befolkningsgruppe uighurerne i Xinjiang udsættes for tvangsarbejde og ophold i genopdragelseslejre.

Det fik allerede sidste år en række store tøjproducenter fra Vesten og fra Japan til at love, at de ikke vil benytte bomuld fra Xinjiang i deres produktion, fordi det kan være fremstillet ved tvangsarbejde.

Nike har for eksempel udsendt en erklæring, hvori selskabet udtrykker sin ”bekymring over rapporterne om tvangsarbejde i regionen”.

- Vi har sikret os, at vores underleverandører ikke længere bruger stof eller garn fra regionen, skriver Nike i erklæringen.

Det er uklart, hvornår erklæringen er udsendt, men reaktionen i Kina er under alle omstændigheder først kommet i denne uge.

Sanktioner og modsanktioner

Kinesiske statsmedier har i flere arikler de seneste dage afvist enhver tale om tvangsarbejde som "nonsens", og på det store sociale medie Weibo har Nike været det mest diskuterede emne torsdag.

Det sker efter EU, USA, Canada og Storbritannien mandag indførte sanktioner mod en række kinesiske embedsmænd for deres rolle i undertrykkelsen af uighurerne.

Sanktionerne blev straks besvaret af kinesiske sanktioner mod en række vestlige ledere, blandt andre den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Og onsdag startede så angrebene på Nike og H&M på Weibo med en kritisk besked fra Det Kinesiske Kommunistpartis ungdomsafdeling, der beskyldte H&M for ”at sprede rygter”.

Store penge på spil

Kritikken er alvorlig for Nike og H&M, som begge har store penge på spil i Kina.

Ifølge The Guardian er Kina H&M’s fjerdestørste marked, mens det kinesiske marked står for 19 procent af Nikes salg.

H&M har da også allerede været ude at forsikre om, at man har de bedste intentioner over for Kina.

- Vi står ikke for nogen politisk holdning, slog H&M Kina fast onsdag aften.