Udland

Suez-trafikprop kan tvinge skibe rundt om Afrika

Det grundstødte containerskib Suez-kanalen kan tvinge andre skibe ud på en lang og dyr tur syd om Afrika.

Containerskibet "Ever Given" har torsdag morgen ligget stille på tværs af Suez-kanalen i omtrent et døgn, efter at det stødte på grund tirsdag morgen nær havnebyen Suez.

Og det 200.000 ton tunge, 400 meter lange og 59 meter brede skib skal trækkes fri hurtigt, mener Jacob Clasen, vicedirektør i Danske Rederier.

Hvis det ikke lykkes snart, skal andre skibe nemlig til at overveje, om man skal sejle syd om Afrika i stedet for igennem Suez-kanalen og videre gennem Middelhavet.

- Det betyder selvfølgelig forsinkelse af varerne. Det betyder, at der skal bruges langt mere brændstof. Så det er selvfølgelig meget dyrere, siger han.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters bliver cirka 12 procent af verdens gods fragtet gennem kanalen. I 2020 svarede det ifølge det statsejede Suez Canal Authority (SCA) til 1,17 milliarder ton gods.

Danske skibe tæt på

Ifølge Danske Rederier lå der onsdag 14 danskopererede skibe inden for 100 sømil af det grundstødte skib.

På myshiptracking.com kan man se, at der i Middelhavet ligger to Mærsk-containerskibe, som sejler under dansk flag, cirka 90 sømil nord for skibet.

Hvorvidt de ventende skibe vil tage turen syd om Afrika afhænger både af deres fornemmelse af, hvornår der igen er fri passage, og hvor de ligger i køen til at passere igennem Suez-kanalen.

Forsinkelsen er ubelejlig, forklarer Jacob Clasen, fordi så meget af verdenshandlen går igennem det egyptiske stræde.

- Det er bekymrende.

- Alt den produktion, som sker i Asien og forbruges i Vesteuropa - ipads og fjernsyn - går igennem Suez-kanalen, siger han.

Der er modstridende oplysninger om, hvorvidt det var motorsvigt eller kraftig vind, der førte til, at skibet kom ud af kurs og stødte på grund.

Nyhedsbureauet Reuters kunne torsdag morgen berette, at slæbebåde forsøger at hive skibet fri, mens gravkøer forsøger at grave skibet fri inde fra bredden.