Coronavirus

Island og Finland vil kun give AstraZeneca til ældre

En række lande er vendt på en tallerken og giver nu AstraZeneca udelukkende til ældre.

Skæbnen for den videre brug af AstraZenecas covid-19-vaccine i Danmark afgøres formentlig senere i dag, når sundhedsmyndighederne afholder pressemøde klokken 12.15

Vaccinen blev sat i bero 11. marts, da myndighederne havde modtaget indberetninger om alvorlig sygdom blandt nyvaccinerede i form af blodpropper og hjerneblødninger.

Allerede onsdag traf vores nordiske naboer i henholdsvis Finland og Island en beslutning om at fortsætte udrulningen af AstraZeneca-vaccinen.

Men i modsætningen til tidligere, hvor AstraZeneca blev givet til personer under 65 år, vil man i Island fremover give den udelukkende til personer over 70 år, og i Finland give den til personer over 65 år.

- Vi har ikke fundet frem til en øget risiko for blodpropper blandt personer, der er fyldt 65 år, så vi kan genoptage vaccinationen af dem, siger Taneli Puumalainen, chefmediciner ved det finske institut for sundhed og velfærd.

Diskussion pågår i hele Norden

Sverige holder som Danmark pressemøde om AstraZenecas fremtid senere i dag klokken 14, mens Norge gør status for vaccinen fredag.

- Udrulningen af AstraZeneca er en diskussion, der pågår i alle de nordiske lande. Meldingen fra myndighederne er, at risikoen for de her sjældne, men potentielt dødelige blodpropper ikke ser ud til at være til stede for borgere i de aldersgrupper. Derfor genoptager man, siger Jesper Zølck, TV 2s nordisk korrespondent.

I Danmark har knap 150.000 personer fået mindst et af de to stik, som vaccinen kræver. Frem til 16. marts var der cirka 17.000 indberetninger om formodede bivirkninger.

Langt de fleste er om milde og moderate formodede bivirkninger som eksempel feber og hovedpine. To personer er afgået ved døden efter vaccination. Det vides endnu ikke, om der er sammenhæng mellem de to.

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har hele tiden fastholdt, at vaccinens fordele opvejer dens risici.

Flere lande giver nu kun AstraZeneca til ældre målgrupper

Da AstraZeneca-vaccinen første gang kom på markedet, var der skepsis mod at bruge den på personer på 65 år eller over.

Det var primært ud fra en vurdering af, at vaccinens effekt på det tidspunkt ikke var tilstrækkeligt dokumenteret hos den aldersgruppe.

Det har ændret sig siden, og Sundhedsstyrelsen i Danmark opdaterede i begyndelsen af marts sine anbefalinger, så den blev anbefalet til alle borgere over 18 år - altså indtil den blev sat på pause for alle for godt to uger siden.

I Frankrig har man også genoptaget udrulningen af AstraZeneca - nu kun til personer på 55 år eller derover.

Spanien giver fortsat ikke til ældre

I Spanien stikker man også med AstraZeneca igen, men fastholder, at AstraZeneca kun skal gives til personer op til 65 år.

- Vi afventer yderligere forskningsresultater og en evaluering fra det nationale sundhedsråd, før vi eventuelt vil give vaccinen til 65+-målgruppen, forklarede landets sundhedsminister mandag, efter at bystyret i Madrid og delstaten i Katalonien havde presset på for at få ophævet aldersbegrænsningen på AstraZeneca.

I Storbritannien har man trods indberetninger om alvorlige bivirkninger ikke sat udrulningen af AstraZeneca i bero på noget tidspunkt. Det betyder, at personer i alle aldersgrupper er blevet - og bliver - stukket med AstraZeneca.

AstraZeneca-vaccinen er en af fire godkendte coronavacciner i EU. De tre andre er fra Pfizer/BioNTech, Moderna og Johnson & Johnson.