Udland

Israelsk valg endt i nyt virvar

Netanyahu kaldte sig sejrherre på valgaftenen. Men stemmeoptælling sender arabisk parti over spærregrænsen.

Det fjerde valg i Israel på mindre end to år er som de foregående endt i et nyt virvar af partier og spekulationer om næsten umulige koalitioner. Det fremgår af stemmeoptællingen efter tirsdagens valg.

På valgaftenen lignede det en fortsat regering med den 71-årige premierminister Benjamin Netanyahu fra det højreorienterede Likud i spidsen.

Vi har fået en "enorm valgsejr", sagde han på valgaftenen.

Resultat trækker ud

Det var på et tidspunkt, hvor et mindre arabisk parti, Den Forenede Arabiske Liste, i prognoserne ikke var over spærregrænsen. Men onsdag formiddag viser optællingen, at partiet er på vej ind i parlamentet. Det forrykker valgets matematik. Det skriver avisen Haaretz.

Det endelige resultat vil dog formentlig først være klart sent onsdag eller i løbet af få dage.

61 mandater er det magiske antal, der skal nås for at kunne samle en koalition, der kan regere. 13 partier står til at få plads i parlamentet, men det kan være ændret, når slutresultatet foreligger.

Ved gårsdagens valg som de tre foregående har ingen af siderne i israelsk politik kunnet sikre sig et åbenlyst flertal.

Koalition af højre- og ultrahøjreorienterede partier

Likud bliver det største parti med foreløbig 30 ud af parlamentets 120 pladser. Derfor skal der strikkes en koalition sammen af højreorienterede og ultrahøjreorienterede partier, hvoraf flere har base i bosættelser på den besatte vestbred, hvis Netanyahu skal fortsætte som premierminister.

Centrum-venstre synes lige så ilde faren. Den anti-Netanyahu-front, der samler dem, vil ifølge israelske valganalytikere ikke i praksis kunne føre til en duelig regering.

Det førende parti på denne fløj er Yesh Atid, der ledes af den 57-årige Yair Lapid. Den står lige nu til 17 mandater.

Hverken Den Forenede Arabiske Liste med fem mandater eller Naftali Bennets højreorienterede parti Nyt Håb med seks mandater har tilkendegivet, hvilken af de to blokke, det vil støtte skiver Haaretz.