Udland

Forstå hvorfor en ny æra begynder, når Blinken i dag bliver modtaget 'med åbne arme' i Bruxelles

Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, får tirsdag sin ilddåb ved et fysisk Nato-topmøde i Bruxelles.

Tirsdag ankommer den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, til sit første Nato-topmøde i Bruxelles. Et møde, som man har set frem til i månedsvis i forsvarsalliancen.

- Det er Store B-dag – Blinken i Bruxelles. Der er ingen tvivl om, at den amerikanske udenrigsminister vil blive modtaget med åbne arme, når han i dag gør sin entré i Bruxelles, fortæller TV 2’s Europa-korrespondent Lotte Mejlhede.

Der er lagt op til et møde, hvor parterne ikke mindst skal forsøge at finde hinanden igen efter fire tumultariske år med den tidligere Trump-administration ved bordet. Det slog Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, også fast på en pressekonference før ministermødet.

- Dette møde er en mulighed for at indlede et nyt kapitel i det transatlantiske forhold. Vi er nødt til at styrke vores sammenhold, sagde han.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, håber på en stærkere forsvarsalliance med den nye amerikanske administration i front.

En ny æra?

Alles øjne er derfor rettet mod Antony Blinken, som forventes at troppe op med budskaber om forsoning og behov for et forstærket samarbejde. Det betyder dog ikke, at de øvrige allierede i Nato nu kan læne sig trygt tilbage, mens amerikanerne igen og igen påtager sig den største byrde i Nato, siger Lotte Mejlhede.

- Efter fire års ørkenvandring med Trump-administrationen – med undtagelse af den i Nato velrespekterede forsvarsminister James Mattis – så er det en forsvarsalliance, der tørster efter at mærke selve formålet med at være i en alliance, der nu møder Blinken. Men alle med kendskab til den nye amerikanske administration ved godt, at kravet om en mere fair byrdefordeling er lige så markant med Biden, som den var med Trump. Alligevel er følelsen anderledes, siger man i Nato. Det er en følelse af, at Nato nu er sammen om fremtidens udfordringer – f.eks. i Afghanistan.

Fremtiden for Natos militære indsats i Afghanistan står også øverst på dagsordenen. Og det er en topprioritet at få klarhed over missionen – ikke mindst efter, at Donald Trump i sine sidste uger som præsident besluttede at trække amerikanske tropper ud af Afghanistan i en manøvre uden om Nato.

Derudover skal ministrene blandt andet diskutere forholdet til Kina og Rusland – og så skal der arbejdes videre med alliancens 2030-strategi.

Natos 2030-strategi

Strategien er generalsekretær Jens Stoltenbergs visioner for, hvordan Nato kan styrke sin strategiske og politiske rolle i verden. Den indeholder blandt andet forslag til en ny klimabevidsthed i alliancen, Natos fremtidige rolle i Arktis og Europas samlede ressourcebidrag.

Kilder: Nato og Forsvarsakademiet

Topdiplomat på hjemmebane

Det er en udenrigspolitisk veteran, som tirsdag skal hilse på sine nye kolleger for første gang. Antony Blinken var tidligere sikkerhedsrådgiver for daværende vicepræsident Joe Biden og sidenhen viceudenrigsminister under præsident Barack Obama.

Blinken har læst jura på Harvard University og tog hul på sin politiske karriere i slutningen af 1980'erne som kampagnemedarbejder for Demokraterne. Senere blev han en af præsident Bill Clintons taleskrivere i Det Hvide Hus.

USA's daværende præsident, Bill Clinton, under forberedelserne af sin årlige tale til nationen i 1998. Yderst til venstre ses en ung Antony Blinken.

Og så er den garvede topdiplomat, der hører til den absolutte elite i amerikansk politik, endda kommet på noget nær hjemmebane, når han besøger Europa. Som barn flyttede han til Paris med sin mor, hvor han gik i skole og lærte at tale flydende fransk.

Han har beskrevet Europa som ”en vital partner” og ofte understreget vigtigheden af et stærkt transatlantisk samarbejde.

Iskold luft

Der er storpolitik på spil, når Europa-besøget løber af stablen. Forud for mødet har både Biden og Blinken været særdeles direkte i deres tilgang til både Rusland og Kina – Blinken senest på et møde i Alaska i sidste uge med Kinas udenrigsminister, Wang Yi, hvor luften mellem de to parter var iskold.

Blinken sænkede helt usædvanligt de diplomatiske parader og sendte den ene stikpille efter den anden afsted mod sin kinesiske kollega. Blandt andet udtrykte han dyb bekymring over Kinas undertrykkelse af det muslimske mindretal i Xinjiang-provinsen og anklagede kineserne for cyberangreb mod USA.

- Disse handlinger truer den regelbaserede verdensorden, som er en forudsætning for global stabilitet, sagde Blinken.

Lyn-analyse

Hvad skal vi især holde øje med i forbindelse med Blinkens besøg i Bruxelles, hvor han udover Nato-mødet også skal mødes med toppen af EU-systemet? Hverken Biden eller Blinken lægger fingrene imellem, når de taler om truslen fra Rusland og specielt Kina. Interessant bliver det derfor at følge, hvor meget Nato og for den sags skyld også EU vil skærpe retorikken overfor de to i kølvandet på den massive kritik fra USA.