Udland

Politi og demonstranter i slagsmål efter drab på 33-årig britisk kvinde

Demonstranterne er utilfredse med et nyt lovforslag, der skal give politiet udvidede beføjelser.

I den engelske by Bristol udviklede en demonstration sig søndag til voldelige sammenstød mellem politiet og demonstranter.

Demonstrationen startede fredeligt, men udviklede sig voldeligt, da demonstranterne gik til angreb på politiet med stenkast og fyrværkeri. To betjente er alvorligt såret, skriver Sky News.

Demonstranterne trodsede coronarestriktionerne og gik på gaden i protest over et nyt lovforslag, der vil give politiet udvidede beføjelser til at begrænse fremtidige protester.

Loven vil give politiet mere magt til at forbyde og opløse ikke-voldelige-demonstrationer, hvis de for eksempel er for støjende eller generende. Loven giver desuden politiet udvidede beføjelser til at uddele bøde-og fængselsstraffe.

Utrygge kvinder

Demonstrationen i Bristol kommer i kølvandet på en episode i London 12. marts, hvor politiet fik kritik for at være for hårdhændede, da flere hundrede personer var samlet for at mindes 33-årige Sarah Everard, som tidligere på måneden blev myrdet i London.

En 48-årig betjent fra Metropolitan Police i London er efterfølgende blevet sigtet for drabet på Sarah Everard.

Drabet har sat gang i en debat om kvinders utryghed og manglende sikkerhed i det offentlige rum. Både i Storbritannien og andre lande - heriblandt Danmark.

På sociale medier har tusindvis af kvinder under de to hashtags #SarahEverard og #ReclaimTheStreets delt personlige historier om, hvordan de har følt sig utrygge, når de har gået alene: At de har skiftet fortov, lavet falske telefonopkald og kigget sig over skulderen.

Og på Twitter, Instagram og Facebook har mange delt opslag med beskeden "Text me when you get home" (Skriv, når du er hjemme, red.).

"Skammelige" protester

Under protesten søndag i Bristol angreb demonstranterne blandt andet en politistation, satte ild til flere politibiler og flere betjente blev såret under sammenstødene.

Borgmesteren i Bristol, Marvin Rees, siger ifølge Sky News, at han har ”store betænkeligheder” ved lovforslaget, der vil udvide politiets beføjelser, men kalder søndagens protester for ”skammelige”.

- At smadre bygninger i vores bys centrum, smadre køretøjer og angribe vores politi mindsker ikke lovforslagets chance for at blive stemt igennem, siger borgmester Marvin Rees til Sky News.

Store forsamlinger er i øjeblikket forbudt i England som en del af landets restriktioner for at bremse coronasmitten. Enhver, der bryder restriktionerne, risikerer bødestraf.