Udland

Fotos fra telte i Texas viser, hvordan mindreårige bliver tilbageholdt

Mindreårige migranter i hundredvis bliver tilbageholdt i overfyldte telte, når de bliver taget af grænsepolitiet.

Nye fotos fra en detentionslejr i Texas dokumenterer de dårlige forhold, som hundredvis af immigrantbørn lever under, når de bliver tilbageholdt af de amerikanske grænsemyndigheder.

Billederne er offentliggjort af netmediet Axios, der har fået stillet dem til rådighed af det demokratiske medlem af Repræsentanternes Hus Henry Cuellar.

Han fortæller, at de hvide teltbygninger, hvor de mindreårige migranter bliver tilbageholdt, er fyldt til langt over kapacitet.

I et af teltene, der er beregnet til at rumme op til 260 personer, bor der mere end 400 mindreårige unge mænd og drenge.

- Det er forfærdelige forhold for børnene, siger Henry Cuellar til Axios.

Han tilføjer, at grænsepolitiet gør det så godt, de kan under de givne omstændigheder, men har brug for mere hjælp fra regeringen.

- De er ikke udstyret til at kunne tage sig af børn, siger han.

Sender ikke mindreårige tilbage

De mindreårige migranter er på vej til at blive præsident Joe Bidens første, store politiske krise.

Hans regering sender ikke længere mindreårige børn tilbage til den mexicanske side af grænsen, sådan som det skete under Trump-regeringen.

- Vi udviser ikke børn, piger på fem, syv eller ni år, og sender dem ud i ørkenen igen eller tilbage i armene på menneskesmuglerne, siger lederen af de amerikanske immigrationsmyndigheder i Department of Homeland Security (DHS), Alejandro Mayorkas, til tv-stationen MSNBC.

Den beslutning betyder til gengæld, at flere og flere børn og unge bliver samlet i de overfyldte detentionslejre. Avisen Washington Post skrev lørdag, at de amerikanske myndigheder nu har 15.000 uledsagede børn og unge i deres varetægt.

Samtidigt er der meget der tyder på, at forholdene i teltlejrene ikke er blevet afgørende bedre, siden Joe Biden kom til som præsident.

"Det er ikke, hvem vi er"

Som TV 2 beskrev fredag, så er der sket indretningsmæssige forbedringer, så børnene for eksempel ikke længere bor i bure af metal, men bag gennemsigtige plastikvægge.

Men grundlæggende er problemerne med overbelægning ikke blevet løst.

Ifølge menneskerettighedsadvokaten Neha Desai, der har besøgt lejren, er der stadig problemer med mangel på sovepladser og manglende adgang til bad, sæbe og telefonkontakt til omverdenen.

Det var ellers problemer, som Joe Biden angreb Donald Trump ihærdigt for under valgkampen.

- Trumps immigrationspolitik er et angreb på den menneskelige værdighed. Vi er ikke et land, der nægter børn sæbe eller en tandbørste. Det er ikke, hvem vi er, skrev Joe Biden på Twitter i august 2019.

Nu giver kritikere så Biden skylden for den øgede tilstrømning, fordi han med budskaber som dette indirekte lovede, at forholdene for immigranterne ville blive bedre, hvis han blev præsident.

Den teori afviser han selv:

- Den ide, at immigranternes kommer, fordi jeg er en rar fyr og har sagt ”kom bare” - den er simpelthen ikke rigtig. Vi havde allerede stigende tilstrømning i 2019 og 2020, siger han i et interview med ABC News.

Han understreger, at han bestemt ikke opfordrer immigranterne til at komme til USA:

- Mit budskab er ”Lad være med at komme – lad være med at forlade jeres hjemby”, siger Joe Biden.