Coronavirus

Yderligere to døde af blodpropper i Norge - sammenhæng med AstraZeneca-vaccine undersøges

Den norske lægemiddelstyrelse vil ikke udelukke en sammenhæng mellem blodpropper og vaccine.

Yderligere to er døde af blodpropper, efter at de har fået AstraZenecas vaccine, oplyser landets lægemiddelstyrelse søndag aften.

Det skriver NRK.

- Legemiddelverket kan ikke udelukke, at disse tilfælde kan have sammenhæng med AstraZeneca-vaccinen, hedder det.

Brugen sat i bero

Norge har ligesom Danmark sat brugen af AstraZenecas vaccine på pause, efter at begge lande har registreret flere døde efter blodpropper, kort efter at de havde fået vaccinen.

- Vi har fået melding om to tragiske dødsfald på Rikshospitalet hos de to patienter, som har været indlagt med et specielt sygdomsbillede, siger den medicinske fagdirektør i Legemiddelverket, Steinar Madsen.

Han ønsker ikke at give yderligere oplysninger om de to døde. Men han bekræfter, at flere af de fem, som har været indlagt på hospitalet med det sjældne sygdomsforløb, var medarbejdere i sundhedssektoren.

Norge havde inden søndag officielt registreret to døde, kort efter de var stukket med vaccinen fra det svensk-britiske selskab.

Lignende forhold i Danmark

Der er ikke påvist en sammenhæng mellem de alvorlige tilfælde af blodpropper og vaccinen. Hverken i Norge eller Danmark.

De danske sundhedsmyndigheder har registreret to døde under lignende forhold.

Der er tale om blodpropper og/eller hjerneblødninger i de sager, der har været omtalt.