Udland

Syrien melder om første tyrkiske angreb i 17 måneder

Tyrkiet har for første gang i 17 måneder angrebet et område i det nordlige Syrien kontrolleret af kurdere.

Et tyrkisk krigsfly har lørdag bombet et område i det nordlige Syrien, der kontrolleres af kurdiske militser. Det er Tyrkiets første angreb i landet siden oktober 2019.

Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr), der er en regimekritisk organisation, der via et netværk af kilder og aktivister i Syrien følger situationen i det krigshærgede land.

- Et tyrkisk militærfly angreb militærposter tilhørende Syriens Demokratiske Styrker (SDF) i landsbyen Saida i udkanten af Ain Issa, oplyser Sohr.

SDF er ledet af kurdere, som var Tyrkiets mål under en stor offensiv i oktober 2019.