Nye parcelhuse er blevet forbudt i tysk bydel
Partiet De Grønne klarer sig godt i de tyske meningsmålinger og ved de seneste delstatsvalg, men kan blive udfordret efter parcelhus-diskussion.
Tyskere med drømme om et nyt parcelhus skal tænke sig ekstra grundigt om, hvis de overvejer at stemme på De Grønne.
Partiet har forbudt nye parcelhuse i bydelen Hamborg-Nord. Her har partiet flertal.
Ifølge De Grønne er parcelhuse noget, der hører fortiden til. Det er nemlig både bedre økonomisk og klimamæssigt med etagebyggeri.
- Med etagebyggeri kan man skaffe flere tag over hovedet end i enfamiliehuse og til en pris, der kan betales. Og naturligvis er det økonomisk også sådan, at etageejendomme er mere klimavenlige end enfamiliehuse, siger Michael Werner-Boelz, der er lokalborgmester for De Grønne i Hamborg-Nord til TV 2.
Ifølge Michael Werner-Boelz skal man i hans bydel prioritere etageejendomme over huse til én familie, når der skal bygges nyt.
Usikkerhed om De Grønnes politik
Debatten om tyskernes boligform har raset i 2021, siden Hamborg-Nord-borgmesteren i januar meddelte, at det skulle være slut med parcelhuse i hans område. Diskussionen fik sidenhen nyt liv, da et ledende parlamentsmedlem for De Grønne Anton Hofreiter luftede den samme idé på landsdækkende plan.
Og udmeldingen fra Anton Hofreiter har givet De Grønne problemer, da der ikke er tale om en mærkesag eller vedtaget partipolitik på nuværende tidspunkt, siger TV 2s Tyskland-analytiker Mirco Reimer-Elster.
- Det er en farlig balancegang for De Grønne. Udmeldingen har skabt usikkerhed om, hvor partiet præcist står. De skal være grønne, men skal heller ikke blive kendt som et forbudsparti, siger Mirco Reimer-Elster.
Partiet står i øjeblikket til godt 20 procent af stemmerne i nationale meningsmålinger et halv år før parlamentsvalget til Forbundsdagen. Og ved de regionale valg i Rheinland-Pfalz og Baden Württemberg for en uge siden, oplevede partiet fremgang.
Mindelser om DDR
Debatten om den tyske boligpolitik og parcelhusene er noget, der rammer dybt ned i mange tyskeres forståelse og definition af retten til det gode liv.
I en klumme i Der Spiegel skriver journalist Alexander Neubacher, at ideen er importeret fra det gamle kommunistiske Østtyskland. Her boede mange af landets borgere i det der kaldes Plattenbau, som var offentligt opførte etagebyggerier i mange byer.
Ifølge Mirco Reimer-Elster så er ideen om et hus og have en romantiseret forestilling hos mange tyskere, derfor vil andre partier også bruge diskussionen mod dem.
- De Grønne bliver ofte beskyldt for at være hellige. Så det at diskussionen har fået lov til at opstå kan blive et problem for partiet frem mod valget den 26. september.
Tilbage i Hamborg-Nord kritiserer den lokale formand for Angela Merkels regeringsparti, CDU, også beslutningen i den nordlige del af byen.
- Det her er grøn forbudspolitik. Man kan tydeligt se at De Grønne, hvad angår bolig- og bygningspolitik og trafikpolitik, går meget ind for forbud og styring. De forsøger at genopdrage folk, siger CDU-formand i Hamborg Christoph Ploss til TV 2.