Udland

Flere så på da kvinde blev tæsket på åben gade i Tyrkiet

Mens Tyrkiet netop har trukket sig ud af en europæisk konvention, der skal bekæmpe vold mod kvinder, debatteres emnet heftigt på Twitter.

Kvinden ligger urørlig på jorden med arme og ben spredt ud, mens hendes eksmand sparker og slår hende i hovedet.

Kvindens femårige datter står ved siden af og skriger og græder.

Folk filmer og råber ad manden, men umiddelbart er der ingen, som stopper volden.

Det burde have været en smal sag for en forbipasserende at gribe ind

Martin Selsøe Sørensen, journalist

Det er det, en video optaget i den mindre, tyrkiske by Samsun viser, som i skrivende stund er blevet delt flere tusinde gange.

- Hvordan kan en person optage hele denne video uden at gribe ind? spørger Twitter-brugeren prof.meltem, der har delt videoen.

Du kan se den herunder, men vi skal advare om voldsomme billeder:

Vi advarer mod stærke billeder. Video: TV 2 Danmark

Ikke unormalt

Vold mod kvinder er et omfattende problem i Tyrkiet. Et studie fra 2018 viser, at 42 procent af de tyrkiske kvinder mellem 15 og 60 år havde oplevet fysisk eller seksuel vold begået af deres partnere eller ægtemænd.

- Videoen viser, hvordan tyrkiske mænd mener, de har ret til eller mulighed for at overfalde og tæske kvinder på åben gade, uden de risikerer straf, eller uden de behøver at skamme sig over det, forklarer Martin Selsøe Sørensen, journalist på TV 2, der har dækket Tyrkiet i mange år.

Særligt opsigtsvækkende er det også, at flere tilsyneladende ser på uden at gribe ind i øjeblikket. I en video optaget kort efter episoden ses det, at der har været flere tilskuere:

- Der er ikke noget, der tyder på, at manden havde nogle våben. Så det burde have været en smal sag for en forbipasserende at gribe ind. Men det gør mange mennesker ikke, fordi de opfatter det som noget, der hører privatlivet til, siger han.

Trukket ud af konvention

Heldigvis overlevede kvinden. Men ofte stopper det ikke bare ved volden. Sidste år blev mindst 300 kvinder myrdet af mænd i landet, viser tal fra den tyrkiske bevægelse ”We Will End Femicide”.

Femicide er mord begået med kvindehad som motiv.

Alligevel har Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, valgt at trække landet ud af en europæisk konvention, der skal bekæmpe vold mod kvinder.

Regeringen har ikke oplyst, hvorfor landet trækker sig ud af konventionen.

Men landets familie-, arbejds- og socialminister, Zehra Zumrut, har skrevet følgende på Twitter i relation til sagen:

- Kvinders rettigheder er garanteret i vores nuværende lovgivning, primært i forfatningen. Vores juridiske system er dynamisk og stærkt nok til at implementere nye regler efter behov.

Frygter opløsning af kernefamilien

Det handler ifølge Martin Selsøe Sørensen især om, at de konservative vælgere i Tyrkiet ser konventionen som en trussel mod deres kerneværdier.

- Der er opstået en fortælling om, at denne her konvention fremmer homoseksualitet og kvinders rettigheder i en grad, der kan være skadelig for familien.

Mange konservative i Tyrkiet mener derfor, at det kan underminere familiestrukturerne.

- Hvis familien som institution bliver udfordret, for eksempel ved at kvinder begynder at bo for sig selv, ikke stifter familie og går deres egne veje, så føler mange tyrkere, at en central del af samfundet begynder at vakle, siger Martin Selsøe Sørensen og fortsætter:

- Og derfor er der denne her modstand imod alt, der er med til at styrke kvinders rettigheder i Tyrkiet, slutter han.

Kvinden i Twitter-videoen overlevede overfaldet begået af sin eksmand. Han blev efter videoens offentliggørelse anholdt og sigtet for mordforsøg.