Udland

Hvedebrødsdagene er ved at være forbi for Biden

USA's præsident har nydt godt af de lave forventninger til ham. Migrantkrisen ved grænsen er dog så småt ved at sætte en stopper for hvedebrødsdagene.

Joe Bidens første 50 dage som USA's præsident kan bedst beskrives med en filmreference: Fifty Shades of Grey. For de første 50 dage har været grå og kedelige, sammenlignet med hvad USA havde været vant til.

Det er nye tider med alderspræsidenten Biden i Det Hvide Hus: Vi er gået fra fire tumultariske år med Donald Trump og ”Make America Great Again” til Joe Biden og ”Make America Boring Again”. Nu er hvedebrødsdagene dog så småt ved at være forbi for præsidenten, der i høj grad blev valgt på, hvad han ikke var: sin forgænger.

Migrantmagneten

At Biden ikke er som sin forgænger, er ironisk nok ved at blive et kæmpestort problem for ham ved grænsen til Mexico.

Modsat Trump er Biden nemlig tilsyneladende en migrantmagnet. En del flygtninge og migranter har taget turen nordpå, fordi forventningen såre simpelt er, at den nye præsident er mindre restriktiv og lig med en indrejsegaranti til mulighedernes land. Som en kvinde råbte ved grænsen, da hun blev anholdt: ”Biden lovede det!”

Kombinationen af vold og armod i hjemlandene, naturkatastrofer, coronakrisen, og en mindre immigrationskritisk amerikansk præsident betyder, at forventningen er, at et rekordstort antal vil søge mod den sydlige amerikanske grænse i år. At Bidens administration nu vil sende vacciner til Mexico, mens man samtidig efterspørger mere hjælp fra den mexicanske regering til at få styr på migrantionsstrømmene, er næppe tilfældigt i den sammenhæng.

K-ordet

Det Hvide Hus nægter fortsat ihærdigt at karakterisere situationen ved grænsen for en krise og vil hellere tale om ”udfordringer”. Kommer man ved en fejl alligevel til at bruge k-ordet, som pressetalskvinden Jen Psaki gjorde i går, trækkes der lynhurtigt i land og tales om udfordringer igen.

Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at man befandt sig i en Harry Potter-film.

Bidens administration har efterhånden bevæget sig ud i en lang række retoriske krumspring for at undgå at bruge k-ordet, hvilket giver mindelser om Komiske Ali. Krumspringene er selvfølgelig heller ikke gået ubemærket hen i den konservative presse.

En taknemmelig sammenligning

Overordnet set kan der ikke være megen tvivl om, at præsident Biden er kommet ret godt fra start. Opbakningen i meningsmålingerne er eksempelvis væsentlig bedre, end det var tilfældet for Trump for fire år siden.

Sammenligningerne med Trump er selvfølgelig nærliggende i den sammenhæng, men også yderst taknemmelige, forgængerens rekordlave opbakning taget i betragtning. Omvendt ville man selvfølgelig være et skarn som politiker, hvis man ikke lukrerede på lave forventninger. I et større historisk perspektiv er Bidens opbakning dog faktisk ikke videre imponerende, men den næst-værste i nyere amerikansk historie.

Netop lave forventninger er også en del af forklaringen bag en anden succeshistorie for præsidenten, vaccinationerne i USA. Lige før Donald Trump forlod Det Hvide Hus, var man tæt på at vaccinere en million amerikanere om dagen. Bidens erklærede mål om at vaccinere 100 millioner amerikanere i hans første 100 dage som præsident var dermed så ualmindelig uambitiøst, at et dovendyr ville kunne være kommet sovende til en flidspræmie på de parametre.

Hjælpepakker og hvedebrødsdage

Det skal selvfølgelig heller ikke underkendes, at præsident Biden derudover har haft succes med at få (endnu) en kæmpestor coronahjælpepakke vedtaget i Kongressen. Vel og mærke en hjælpepakke, der snildt kunne meldes hos forbrugerombudsmanden, da karakteriseringen som coronahjælpepakke reelt er falsk markedsføring. I realiteten er der tale om en enorm (midlertidig) udvidelse af den føderale velfærdsstat forklædt som coronahjælp, som samtidig kommer til at være med til at tænde turboen under den amerikanske økonomi i de kommende år.

Forhåbningen er selvfølgelig, at hjælpepakken og velfærdsgoderne kan være med til at sikre, at demokraterne mod forventning beholder flertallet i Kongressen ved midtvejsvalget næste år. Spørgsmålet er, om man til den tid også vil profitere af lave forventninger, ligesom Joe Biden har gjort det i sin første tid som præsident.