Udland

Nu er aktiv dødshjælp lovligt i Spanien

Aktiv dødshjælp og assisteret selvmord er ikke lovligt i Danmark, men debatten har fyldt meget de senere år.

Spanien har torsdag vedtaget en lov, der gør både aktiv dødshjælp og assisteret selvmord lovligt.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det spanske socialistiske regeringsparti PSOE har flere gange forsøgt at få stemt loven igennem, og torsdag lykkedes det.

Der har været stor borgerlig modstand imod loven, og det har eksempel fået det højreorienterede parti Vox til at sammenligne regeringen med nazister.

Også den katolske kirke i Spanien har forsøgt at stoppe lovforslaget, mens meningsmålinger har vist en stor opbakning til forslaget blandt den spanske befolkning.

En vigtig dag for de lidende

Spaniens sundhedsminister, Carolina Darias, var glad og lettet, da det torsdag stod klart, at loven nu endelig er en realitet:

- Det er en vigtig dag for alle borgere, fordi vi bevæger os imod et mere humant og retfærdigt samfund, men først og fremmest er det en vigtig dag for alle dem, som er udsat for alvorlig lidelse samt for deres slægtninge og venner.

TV 2s journalist i Spanien Jeppe Krogager fortæller, at der har været nogle konkrete sager, der har skabt stor debat i landet – og påvirket stemningen omkring lovforslaget.

- For nogle år siden var der en ældre mand, som hjalp sin sengeliggende hustru, der var meget syg og uden bevidsthed, med at begå selvmord. Han blev efterfølgende dømt en lang fængselsstraf. Det vakte stor vrede blandt mange, som synes, han havde gjort sin hustru en stor tjeneste, fortæller Jeppe Krogager.

Skal være uhelbredeligt syg

Personen, som ønsker at dø, skal være uhelbredeligt syg og have vedvarende, uudholdelige smerter, før aktiv dødshjælp og assisteret selvmord kan godkendes, fortæller Jeppe Krogager:

- Og så skal man være ved bevidsthed, når man beder om det. Og være ved sine sansers fulde brug. Dernæst skal man ansøge om lov til det to gange med 14 dages mellemrum, og endelig skal en kommission bestående af læger og jurister vurdere og eventuelt godkende det.

Her er det lovligt

I Europa er aktiv dødshjælp lovligt i Holland, Belgien, Luxembourg og nu altså også Spanien. Udenfor Europa er det lovligt i Canada og Colombia.

Derudover er aktiv dødshjælp vedtaget i New Zealand, hvor loven dog ikke er trådt i kraft endnu.

Schweiz har gjort det lovligt at hjælpe personer med at begå selvmord. Det samme gør sig gældende i visse amerikanske delstater.

Aktiv dødshjælp og assisteret selvmord er ikke lovligt i Danmark, men debatten har fyldt meget de senere år.