Coronavirus

- Vi står nu i en tredje bølge af coronasmitte, siger norsk minister

72 procent af tilfældene i Norge er smittet med den britiske mutation, der også er den dominerende variant i Danmark og andre europæiske lande.

Norge er nu i tredje bølge af coronasmitte. Det siger landets sundhedsminister Bent Høie ifølge det norske medie NRK.

Nordmændene vågnede onsdag op til det højeste smittetal endnu under pandemien. 1156 nordmænd er registreret smittet med coronavirus siden tirsdag. 226 personer er indlagt på sygehuse i Norge, og 34 patienter er lagt i respirator.

Ifølge Bent Høie får smitterekorden ikke regeringen til at stramme de nationale restriktioner yderligere.

- Hvis vi skulle indføre strammere restriktioner nationalt, ville vi være tvunget til at tage hensyn til de områder i landet, hvor smitten ikke er så høj. Men kommer der mange andre smitteudbrud i landet, øger det behovet for at stramme restriktionerne på landsplan, lyder det fra sundhedsministeren.

Britisk mutation dominerer

72 procent af tilfældene i Norge er smittet med den britiske mutation, der også er den dominerende variant i Danmark og andre europæiske lande.

- Det er meget alvorligt. Det betyder, at i løbet af ti dage vil smittetallet være fordoblet, og det vil igen føre til flere indlæggelser, advarer Bent Høie.

Ministeren ser dog også positive tendenser, selvom smittetallet stiger markant.

- Vi har beskyttet de mest sårbare, og det påvirker dødstallene. Men vi kan ikke sænke skuldrene. For når så mange bliver smittet, er der også flere, som bliver alvorligt syge, siger Bent Høie ifølge NRK.

Tredje bølge har ramt Europa

Det norske sundhedsvæsen er langt fra det eneste, der lige nu er presset.

Både i Frankrig, Polen, Italien og Tyskland har man indført nye, skrappe restriktioner for at bremse smitten med coronavirus og særligt den britiske variant, B117.

Der er dog en væsentlig forskel, der adskiller Danmark fra de ovenstående lande.

- I Danmark var vi hurtige til at se alvoren og smitterisikoen ved de nye varianter og til efterfølgende at tage konsekvensen. Den ser vi effekten af nu, siger Viggo Andreassen, lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet.

På trods af det gode fundament af relativt lave smittetal, Danmark står på, skal man passe meget på med at konkludere, at Danmark går fri af en tredje bølge med coronavirus, lyder det fra Viggo Andreassen. Han vurderer, at der går tre-fire uger, før man kan se konsekvenserne af den genåbning, regeringen satte i gang 1. marts.

Advarer mod at genåbne for tidligt

Fredag advarede de tyske sundhedsmyndigheder om, at en tredje bølge af coronasmitte nu er en realitet i Tyskland.

Meldingen kommer på et tidspunkt, hvor vores naboer mod syd er begyndt at løfte nogle af restriktionerne.

Den tyske kansler Angela Merkel har advaret mod, at man åbnede samfundet for hurtigt, da det kunne resultere i en tredje bølge af coronasmitte.

Lothar Wieler fra Robert Koch Instituttet siger, at Tysklands vaccinationsprogram er i et kapløb med de forskellige mutationer, der lige nu truer folkesundheden i landet.