Udland

Trump kommer med klart vaccinebudskab til sine tilhængere

Meningsmålinger viser, at det overvejende er Trump-tilhængere, der fører an i modstanden i USA mod at blive vaccineret.

Donald Trump kommer nu med en opfordring til alle amerikanere om at blive vaccineret mod coronavirus.

Det siger den tidligere amerikanske præsident i et tv-interview til mediet Fox News tirsdag aften lokal tid.

Mange af Trumps republikanske støtter har ellers været indædte modstandere af vaccinen.

- Jeg vil anbefale den til en masse af de mennesker, som ikke ønsker at få den, og mange af dem stemte på mig for at være ærlig, siger Donald Trump.

Han tilføjede, at det er en god vaccine, som er sikker.

- Det er noget, der virker, siger den tidligere præsident.

Donald Trump og hans kone, Melania Trump, blev selv vaccineret i hemmelighed, kort før de forlod Det Hvide Hus i januar i år.

Modstand blandt republikanere

Ekspræsidenten er tidligere blevet kritiseret for at nedtone pandemiens alvor i sin embedsperiode.

Meningsmålinger viser, at mænd, der stemmer republikansk – det vil sige overvejende Trump-tilhængere – fører an i modstanden mod vaccinationer.

Ifølge en opgørelse fra CBS News ønsker omkring en tredjedel af de republikanske tilhængere ikke at tage vaccinen mod coronavirus.

Til sammenligning gælder det samme kun for 10 procent af de demokratiske vælgere.

Lyn-analyse

Meningsmålinger viser, at der blandt Trumps vælgere er betydelig større vaccineskepis end i resten af befolkningen. Derfor har der gennem længere tid været et pres på den tidligere præsident om at stå frem og støtte vaccinationsindsatsen. Trump opfordrede sine støtter til at blive vaccineret, da han holdt sin første offentlige tale til en konservativ konference sidste måned, og han gjorde det samme i nat. Derfor vækker det også stor undren, at Trump ikke var med i en storstilet vaccinereklame med andre tidligere præsidenter, der netop har til formål at øge tilliden til at lade sig vaccinere.

Kampagne med ekspræsidenter

I modsætning til andre nulevende ekspræsidenter har Trump tidligere været tavs i forhold til at opfordre den amerikanske befolkning om at lade sig vaccinere mod coronavirus.

Blandt andet har demokraten Barack Obama og republikaneren George W. Bush deltaget i en kampagne ved offentligt at tale for at få flere til at tage imod vaccinen.

Joe Bidens pressetalsmand, Jen Psaki, sagde tidligere på ugen, at Donald Trump havde været for passiv i indsatsen mod coronavirus.

Samtidig blev den tidligere præsident opfordret til at støtte op om kampagnen.

- De andre levende, tidligere præsidenter har deltaget. De har ikke ventet på at få en invitation skrevet med guldbogstaver for at være med. Så han kan bare beslutte sig for at bidrage. Det vil være fint, hvis han gør det, lød det fra Jen Psaki mandag.

110 millioner doser vaccine

Der er i alt givet mere end 110 millioner doser af vaccinen mod coronavirus til den amerikanske befolkning.

Mere end 37 millioner amerikanere er fuldt vaccineret og har fået begge stik, viser tal fra Johns Hopkins University.

Mere end 536.000 amerikanere er døde med covid-19 i kroppen.

USA er dermed i særklasse det land, hvor flest mennesker er døde under pandemien.