Rusland hjalp Trump, mens Iran hjalp Biden før valget
Flere lande forsøgte at påvirke de amerikanske vælgere. Men der var ingen, der saboterede stemmeoptællingen, vurderer USA's efterretningsvæsen.
To store lande forsøgte aktivt at blande sig i det amerikanske præsidentvalg i november.
Rusland forsøgte at skade Joe Bidens chancer for at blive valgt, mens Iran til gengæld forsøgte at skade Donald Trumps chancer.
En tredje stormagt, Kina, valgte til gengæld at holde sig fra indblanding.
Det er hovedkonklusionen i en rapport, som det amerikanske efterretningsorgan National Intelligence Council nu har frigivet til offentligheden.
Den offentliggjorte version er et 15 siders sammendrag af en større rapport, lavet af alle grene af det amerikanske efterretningsvæsen i fællesskab. Denne fulde rapport blev præsenteret for præsident Donald Trump og lederne i Kongressen 9. januar.
Historier fra Ukraine
Ifølge rapporten står det klart, at Rusland forsøgte at skade Joe Biden ved at sprede historier om Bidens korrupte forbindelser i Ukraine.
Rapporten beskriver, at Rusland havde betydelig indflydelse på de personer i Ukraine, der blandt andet gennem Donald Trumps personlige advokat og rådgiver Rudy Giuliani forsøgte at sprede en historie om Joe Biden og hans søn Hunter Bidens forretninger i Ukraine.
Russerne sørgede for, at information – og misinformation – fra Ukraine blev sendt både til amerikanske medier og personer tæt på præsident Trump.
Falske trusler fra Proud Boys
Iran gennemførte til en gengæld en stort anlagt vildledningskampagne med det formål at skade Trump. Blandt andet ved at sende vælgere falske e-mails, der lod som om, de kom fra den højreorienterede gruppe Proud Boys.
I mailsene blev vælgerne truet til at opgive deres støtte til demokraterne og i stedet stemme på Trump.
I virkeligheden var det altså et iransk forsøg på at diskreditere Proud Boys, og dermed indirekte præsident Trump.
- Udenlandsk, ødelæggende indflydelse er en evig udfordring for vores land. Disse handlinger foretaget af USA’s modstandere er et forsøg på at gøre vores interne splittelse dybere og svække vores tro på de demokratiske institutioner, siger chefen for de amerikanske efterretningstjenester, Avril Haines, ifølge Washington Post.
Efterretningstjenesterne er til gengæld enige om, at der ikke har været succesfulde forsøg på at angribe det amerikanske valgsystem teknisk – for eksempel ved at hacke stemmemaskiner eller stemmeoptællingen.
Man har heller ikke fundet eksempler på andre storstilede forsøg på hacking på samme måde som op til præsidentvalget i 2016. Dengang blev Rusland beskyldt for at have hacket Det Demokratiske Partis e-mailsystem for at hjælpe Donald Trump til valgsejren over Hillary Clinton – beskyldninger, som Rusland konsekvent har afvist.
Flere lande blandede sig
Den samlede oversigt fra efterretningstjenesterne viser, at Rusland og Iran ikke var de eneste, der forsøgte at påvirke valget i november.
Også Venezuela, Cuba og den libanesiske, militante gruppe Hizbollah forsøgte sig med påvirkning i mindre skala. Rapporten betegner dog disse forsøg som værende uden den store betydning.
Rapporten fastslår til gengæld ”med stor sikkerhed”, at Kina undlod at blande sig i valget.
- Kina ønskede stabilitet i forholdet til USA. Fordelene ved, at den ene kandidat blev valgt frem for den anden, var ikke store nok til, at man ville risikere et større tilbageslag, hvis man blev afsløret, skriver efterretningstjenesterne.