Udland

USA står over for den største flygtningestrøm i 20 år

Alene i februar stoppede grænsevagter flere end 100.000 migranter, som forsøgte at komme ulovligt ind i USA.

Knap har Trump forladt Det Hvide Hus, før præsident Joe Biden bliver beskyldt for at være årsag til en voldsom stigning i antallet af migranter, der krydser over grænsen fra Mexico.

Ifølge Alejandro Mayorkas, som er minister for indenlandsk sikkerhed, står USA over for den største flygtningestrøm i 20 år.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Alene i februar stoppede grænsevagter flere end 100.000 migranter, som forsøgte at komme ulovligt ind i USA. En stigning på mere end 28 procent sammenlignet med januar.

Antallet af migranter, som forsøger at krydse grænsen til det forjættede land, er steget støt siden april 2020. Og langt de fleste nægtes adgang, siger ministeren for indenlandsk sikkerhed ifølge Reuters.

Børn afvises ikke

Alejandro Mayorkas slår fast, at myndighederne ikke afviser børn, som ankommer til grænsen alene.

Myndighederne har etableret et visitationscenter, der skal sikre, at de sociale myndigheder tager hånd om de uledsagede børn. En af opgaverne er at finde midlertidige hjem til migrantbørnene.

Fattigdom, vold og korruption i Mexico, Guatemala, Honduras og El Salvador har i årevis presset indbyggerne til at søge lykken nordpå. I USA.

Bidens administration har kæmpet for at sætte skub i sagsbehandlingen af de hundredvis af uledsagede børn og unge, som dagligt krydser grænsen fra Mexico.

Bidens ansvar

Ansvaret for den massive flygtningestrøm hviler ene og alene på præsident Bidens skuldre. Det mener i hvert fald republikanernes leder i Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy:

- Det er mere end en krise. Det er en menneskelig katastrofe. Det sørgelige ved alt dette er, at det ikke behøvede at være sket. Krisen er skabt af præsidentens politik i den nye administration. Det kan ikke siges på andre måder. Det er en Biden-grænsekrise.

Republikanerne mener, at det er Joe Bidens udmeldinger om, at han vil tilbagerulle Donald Trumps stramme flygtningepolitik, der har sat skub i den nye bølge af immigranter.

Trumps mur er stoppet

En af Donald Trumps mest markante mærkesager var, at der skulle bygges en mur langs grænsen mellem USA og Mexico for at forhindre illegale immigranter i at snige sig over grænsen til USA.

Et billede af en 2-årig grædende pige fra Honduras blev i 2018 selve billedet på Donald Trumps hårde linje over for immigranterne.

FN-organisationen UNHCR fordømte samme år Trump-regeringens praksis ved grænsen.

I februar blev byggeriet af muren mellem USA og Mexico officielt stoppet, da præsident Joe Biden stoppede finansieringen af projektet.