Coronavirus

Tysk epidemiolog advarer om voldsom stigning i smittetal

Tyskland står sammen med flere andre europæiske lande på kanten af en tredje coronabølge.

Den tyske epidemiolog Dirk Brockmann slår alarm over Tysklands smittetal, som lige nu er i en eksponentiel stigning.

Han frygter, at det tyske smittetal kan vokse med 20 procent om ugen.

- Vi er lige præcis på kanten af den tredje bølge. Det kan ikke længere bestrides. På dette tidspunkt har vi lempet restriktionerne, og det fremskynder den eksponentielle vækst, siger epidemiologen, der er tilknyttet Robert Koch Instituttet, til tv–kanalen ARD.

Tyskland registrerede mandag 5480 nye tilfælde med coronavirus, mens 238 tyskere med covid-19 mistede livet.

Robert Kock Instituttet, der har ansvar for kontrol og forebyggelse af sygdom i Tyskland, forudser, at smittestigningen vil føre til en ny smitterekord i midten af april.

Ser ind i en tredje bølge

Tyskland er et blandt flere europæiske lande, som lige nu ser ind i en tredje bølge.

Foruden Tyskland er Frankrig, Italien, Polen, Tjekkiet og nu også Norge hårdt ramt af coronavirus.

Hvor Danmark så småt er ved at åbne dele af samfundet op, er disse lande modsat tvunget til at lukke ned for at bremse smitten.

Norge har for eksempel indført historisk stramme restriktioner i Oslo. Her må beboerne i kommunen fra nu af kun have to besøgende i private hjem.

I Frankrig har præsident Macron indført udgangsforbud, og flere sundhedseksperter opfordrer præsidenten til at tage skridtet fuldt ud og indføre en total nedlukning af det franske samfund

I Tyskland er man til gengæld begyndt at løfte nogle af restriktionerne.

Flere butikker har fået lov at åbne op igen – dog med en begrænsning på antallet af kunder. Ligesom kulturelle institutioner såsom museer er åbnet op for offentligheden.

Åbningerne er dog afhængige af incidenstal, altså hvor mange smittede med covid-19, der har været blandt 100.000 indbyggere over en periode på syv dage. Det har gjort, at nogle regioner og byer har måttet åbne mere op, mens andre fortsat må forblive lukkede.

Langsom start på vaccinerne

Fælles for de fleste af landene er, at de har haft en langsom start på vaccinationerne.

I Tyskland har Lothar Wieler fra Robert Koch Instituttet tidligere sagt, at Tysklands vaccinationsprogram er i et kapløb med de forskellige mutationer, der lige nu truer folkesundheden i landet. Det gælder især den britiske mutation B117.

Ligesom Danmark har Tyskland indstillet brugen af AstraZeneca, indtil man har undersøgt den potentielle sammenhæng mellem vaccinen og blodpropper til bunds.

Frem til 10. marts var der indrapporteret 30 tilfælde af mulige blodpropper til det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), der nu undersøger sagerne. Næsten 5 millioner er blevet vaccineret med vaccinen i det område, EMA dækker.

AstraZeneca havde i forvejen et dårligt ry hos vores naboer mod syd.

Her har frygten for bivirkninger fået tyskerne til at takke nej til vaccinen. De vil hellere vaccineres med den tysk-amerikanske vaccine Pfizer/BioNTech, hvilket har resulteret i, at Tyskland på et tidspunkt havde over én million overskydende AstraZeneca-vacciner liggende.