Udland

Storbritannien skyder milliarder i nye atomvåben

Truslen fra Rusland og Kina betyder, at Boris Johnsons regering over de næste fire år vil øge forsvarsbudgettet med 24 milliarder pund årligt.

30 års nedrustning af Storbritanniens atomvåben er slut.

Truslen fra Rusland og Kina får nu premierminister Boris Johnsons regering til at pumpe milliarder af pund ind i landets forsvar.

Det skriver CNN.

Udmeldingen fra Johnsons regering kommer efter offentliggørelsen af en ny rapport, der udpeger Rusland som den største trussel mod Storbritannien.

- Rusland er den mest akutte trussel mod Storbritannien, og vi vil arbejde tæt sammen med vores allierede i NATO for at sikre en forenet vestlig respons ved at kombinere en militær, efterretningsmæssig og diplomatisk indsats, sagde Boris Johnson tirsdag i en tale i det britiske parlament.

260 atomare sprænghoveder

Men det er ikke kun Vladimir Putins Rusland, der er i det britiske forsvars kikkertsigte.

- Der er ingen tvivl om, at Kina udgør en stor udfordring mod et åbent samfund som det britiske, sagde premierminister Johnson under sin tale.

Truslen fra de to supermagter mod øst betyder konkret, at Boris Johnsons regering over de næste fire år vil øge forsvarsbudgettet med 24 milliarder pund (208 milliarder kroner) årligt.

De mange penge skal blandt andet bruges til at øge beholdningen af atomare sprænghoveder fra 180 til 260.

Skal spille større rolle i Rummet

Af rapporten fremgår det desuden, at Storbritanniens flåde, Royal Navy, i fremtiden skal råde over fire atomubåde, der skal armeres med et antal af de omtalte sprænghoveder.

- Storbritannien vil forblive fuldt ud engageret i NATO's bestræbelse på at bevare fred og sikkerhed i Europa, forsikrede Johnson i sin tale i Underhuset.

Rapporten Global Britain in a Competitive Age konkluderer videre, at Storbritannien skal spille en mere markant rolle i at udvikle et forsvarssystem i rummet.

Briterne vil etablere en såkaldt Space Command-enhed, der skal sikre, at ”de væbnede styrker fremover har banebrydende fordele til at fremme britiske interesser på Jorden og i rummet”, står der i rapporten.

Labour angriber rapport

Oppositionen med Labour-leder Keir Starmer i front er utilfredse med flere af konklusionerne i den længe ventede rapport.

- Premierministeren bliver nødt til at svare på, om der vil blive skåret yderligere i vores væbnede styrker. Der er allerede skåret 45.000 mand, og der mangler 17 millioner pund (147 millioner kroner, red.) til udstyr til vores soldater, lød det fra Starmer.

Oppositionslederen mener desuden, at rapporten er baseret på et forældet trusselsbillede.

- Det er 18 måneder siden, at en anden rapport konkluderede, at truslen fra Rusland var akut. Hvorfor er ingen af anbefalingerne i den rapport blevet implementeret?, spurgte Starmer.