Coronavirus

Overblik: Disse lande har sat AstraZeneca i bero

Efter 30 tilfælde af blodpropper suspenderer flere lande vaccinen, mens Storbritannien og Belgien fortsætter med at bruge den.

En ekspertgruppe fra Verdenssundhedsorganisationen WHO mødes i dag for at vurdere informationerne om bivirkninger ved den svensk-britiske medicinalvirksomhed AstraZenecas corona-vaccine.

Brugen af vaccinen er flere steder i Europa - heriblandt Danmark - blevet indstillet efter, at der er indrapporteret 30 tilfælde af blodpropper efter vaccination med AstraZeneca til EMA, det Europæiske Lægemiddelagentur.

Blodpropperne er registreret i Danmark, Norge, Østrig, Bulgarien og Italien. Næsten 5 millioner er blevet vaccineret med vaccinen i det område, EMA dækker.

EMA, WHO og AstraZeneca selv anbefaler indtil videre fortsat at bruge vaccinen. Og selvom flere lande i Europa har indstillet brugen af vaccinen, så fortsætter både Storbritannien og Belgien med at bruge vaccinen.

Her følger et overblik over udviklingen med AstraZeneca:

Søndag 7. marts:

  • Østrig suspenderer brugen af vaccinedoser fra en bestemt sending fra AstraZeneca. Det sker, efter at en 49-årig kvinde dør som følge af blodpropper i venerne efter at være blevet vaccineret mod covid-19 med AstraZeneca-vaccinen.
  • Estland, Letland, Litauen og Luxembourg suspenderer derefter også brugen af doser fra samme parti.
  • Sendingen omfatter i alt en million doser, som er leveret til 17 EU-lande, deriblandt Danmark.

Torsdag 11. marts:

  • Her vælger Danmark at suspendere brugen af vaccinen. Det sker, efter en 60-årig kvinde dør med en blodprop efter at være blevet vaccineret. Kort tid efter gør Norge og Island det samme.
  • Den norditalienske region Piemonte beordrer brug af vacciner fra en sending standset af sikkerhedshensyn, efter en lærer dør kort tid efter at være blevet vaccineret. I det øvrige Italien bliver vaccinen fra AstraZeneca stadig anvendt.
  • Samme dag meddeler AstraZeneca, at "en analyse af vores data har ikke vist nogen øget risiko for blodpropper i lungerne eller i de dybe vener inden for nogen aldersgrupper, køn, i noget parti eller i noget land, der har anvendt AstraZeneca s covid-19-vaccine".
  • Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) oplyser samtidig, at "vaccinens fordele stadig opvejer dens risici, og at vaccinen dermed stadig kan bruges, mens man undersøger tilfældene".
  • EMA oplyser videre, at der kun er fundet "30 tilfælde af blodpropper i tæt på fem millioner vaccinerede". Det antal er ikke højere, end hvad man ser i befolkningen normalt, lyder det. FN's verdenssundhedsorganisation (WHO) kommer med en tilsvarende melding.
  • Den britiske sundhedsmyndighed MHRA meddeler, at der ikke er beviser på, at vaccinen er årsag til sygdomsproblemer og tilføjer, at der i Storbritannien indtil videre er givet over 11 millioner doser af vaccinen.

Fredag 12. marts:

  • Thailand og Bulgarien sætter brugen af vaccinen på pause. I Bulgarien sker det, mens man undersøger en kvindes død. Hun har kort tid inden fået vaccinen, men har også mange underliggende sygdomme.
  • Indien oplyser, at det vil undersøge bivirkninger af vaccinen.

Søndag 14. marts:

  • Direktør for det norske lægemiddelagentur, Legemiddelverket, Steiner Madsen kritiserer AstraZenecas udtalelse om, at vaccinen er beviseligt sikker at bruge. Han understreger, at man ikke ved, om vaccinen har noget med blodpropperne at gøre. Men det er altså ikke det samme som at sige, at den definitivt ikke har, siger han.
  • Irland og Holland suspenderer anvendelsen af vaccinen.

Mandag 15. marts:

  • Der kommer oplysninger fra Norge om, at et dødsfald efter en vaccination undersøges. Den døde kvinde, som var under 50 år, var en af tre sygehusansatte, som blev indlagt med blodpropper efter at have fået AstraZeneca-vaccinen. Der er dog ikke dokumenteret en forbindelse mellem vaccinationen og de tre sygdomstilfælde, understreger de norske myndigheder.
  • Tyskland, Frankrig, Spanien, Portugal, Italien og Letland indstiller indtil videre vaccinationer med vaccinen fra AstraZeneca. For Spanien gælder det "i hvert fald i to uger", siger landets sundhedsminister, Carolina Darias. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, siger, at anvendelsen af vaccinen er stoppet, indtil der foreligger en ny vurdering fra EU's lægemiddelagentur.
  • EMA oplyser, at det torsdag holder et ekstraordinært møde om AstraZenecas vaccine mod covid-19. EMA gentager, at "fordelene ved AstraZenecas vaccine stadig opvejer risici".
  • Venezuelas vicepræsident, Delcy Rodriguez, oplyser, at landet ikke har i sinde at godkende AstraZeneca-vaccinen. Hun begrunder beslutningen med "vaccinens effekt på patienter".

Tirsdag 16. marts:

Kilder: BBC, Reuters, Euronews.com, NTB, AFP, Lægemiddelstyrelsen.