Coronavirus

Kaos og forvirring i Tyskland og Italien efter vaccinestop

Suspenderingen af AstraZeneca-vaccinen betyder, at flere landes planer kan skride og dermed udskyde en genåbning.

Suspenderingen af AstraZeneca-vaccinen har vendt op og ned på mange landes vaccine-planer.

Ifølge The Guardian hersker der lige nu både forvirring og kaos i særligt Tyskland og Italien, som er to af de store spillere, der midlertidigt er stoppet med at vaccinere deres befolkninger med de svensk-britiske doser.

Dermed ved millioner af mennesker ikke, hvordan de skal forholde sig, hvis de allerede har fået det første stik og mangler det andet, eller hvis de var de næste i køen til en AstraZeneca-vaccine.

I Tyskland er der blevet rapporteret syv tilfælde af blodpropper hos personer, der for nyligt er blevet stukket med vaccinen. Tre af personerne er afgået ved døden. The Guardian, der citerer lederen af det italienske lægemiddelagentur, Nicola Magrini, skriver, at otte mennesker, som har fået vaccinen, er døde i Italien.

Tysk program kan skride

Indtil mandag eftermiddag fungerede de to lukkede lufthavne Tegel og Tempelhof i Berlin som vaccinecentre, men da regeringen stoppede AstraZeneca-stikkene, måtte de mange tyskere i køen gå hjem med en annulleret tid. Det samme gjaldt i mange andre testcentre i landet.

Dem, der har fået første stik, har fået besked på at vente, mens dem, som har fået begge, har fået vejledning om at søge læge, hvis de mærker bivirkninger.

Tomt vaccinationscenter i Rom.

Ifølge den tyske uddannelsesminister, Anja Karliczek, har suspenderingen kastet landets vaccinationsprogram ud i kaos. Planen er at vaccinere lærere og plejehjemsansatte for at kunne holde institutioner og skoler åbne. Det er også meningen, at praktiserende læger fra næste måned skal kunne vaccinere borgere. Men den plan risikerer nu også at skride på grund af suspenderingen af AstraZeneca.

En italiensk tredjebølge

Situationen i Italien er også kaotisk. Tirsdag registrerede landet 502 coronarelaterede dødsfald, hvilket er det højeste siden slutningen af januar. I en række italienske regioner lukkede butikker, skoler, museer og restauranter mandag for at få kontrol over det, landets premierminister, Mario Draghi, har kaldt pandemiens tredje bølge.

Mere end en million italienere har fået første stik med AstraZeneca-vaccinen. Da nyheden om suspenderingen løb ind mandag eftermiddag, opstod der stod forvirring i køerne til vaccinationscentrene over hele landet, skriver The Guardian.

Det italienske lægemiddelagenturs leder, Nicola Magrini, har sagt til La Repubblica, at beslutningen om at stoppe med at stikke med AstraZeneca er politisk. Ifølge ham er vaccinen sikker, også når man kigger på fordelene over for ulemperne.

Ingen mennesker ved vaccinationscenteret i Fiumicino i Italien.

Afgørelse torsdag

Italiens sundhedsminister, Roberto Speranza, sagde ifølge The Guardian, at han håber, at man kan genoptage vaccinationen med AstraZeneca torsdag, når Det Europæiske Lægemiddelagentur forventes af træffe en afgørelse om brugen af de omdiskuterede doser. Mandag var beskeden, at man anbefalede landene at fortsætte med at vaccinere med vaccinen, fordi man også her mener, at fordelene stadig opvejer de risici, der måtte være.

Frem til 10. marts var der indrapporteret 30 tilfælde af mulige blodpropper til Det Europæiske Lægemiddelagentur, der nu undersøger sagerne. Næsten fem millioner er blevet vaccineret med vaccinen i det område, som lægemiddelagenturet dækker.

Udover Tyskland og Italien har blandt andet Danmark, Norge, Sverige, Frankrig, Spanien og Portugal sat AstraZeneca-vaccinen i bero.