Merkels parti lider historisk nederlag ved delstatsvalg
De første af en række delstatsvalg lover ikke godt for CDU i Tysklands supervalgår.
Angela Merkels parti, CDU, led to smertelige nederlag søndag, da der var delstatsvalg i Baden-Württemberg og Rheinland-Pfalz.
- For at sige det ligeud, så er dette ikke en god valgaften for CDU, sagde Paul Ziemiak, generalsekretær for partiet, sent i går aftes.
I Baden-Württemberg gik 24,1 procent af stemmerne ifølge de foreløbige exit-polls til CDU – en tilbagegang på 2,9 procentpoint i forhold til seneste valg i 2016.
I delstaten Rheinland-Pfalz gik partiet 4,1 procentpoint tilbage og endte på 27,7 procent.
Begge resultater er historiens værste for de konservative kristendemokrater i de to delstater.
Sejr til de grønne
Samtidig fik De Grønne næsten hver tredje stemme i Baden-Württemberg – partiet gik frem med 2,3 procentpoint.
Oven på det resultat ser det ud til, at De Grønnes ministerpræsident Winfried Kretschmann kan fortsætte på posten i delstaten.
I Rheinland-Pfalz var det Socialdemokraterne, der havde grund til at smile. Her får SPD 35,7 procent af stemmerne trods en lille tilbagegang.
Lover ikke godt i supervalgår
Valgene var de første i en stribe af delstatsvalg, der kulminerer i det landsdækkende parlamentsvalg 26. september.
Her stiller Merkel ikke op, og derfor er det den nye partileder Armin Laschet, der er kørt i stilling som partiets bud på Tysklands næste forbundskansler.
De første delstatsvalg anses som en lakmustest for det nye CDU uden Merkel.