Coronavirus

Mange lande suspenderer AstraZeneca, men her ser de ingen grund til at stoppe

Svenske og belgiske myndigheder siger mandag, at de ikke ser nogen grund til at standse brug af AstraZeneca-vaccinen.

En voksende liste af lande har suspenderet brugen af vaccinen fra AstraZeneca.

Men lande som Sverige, Belgien og Storbritannien har indtil videre holdt fast i udrulningen af vaccinen.

I sidstnævnte land lyder meldingen fra premierminister Boris Johnson mandag, at han gladeligt vil tage vaccinen, hvis han får den tilbudt. Han vil også opfordre alle andre til at tage imod den:

- Vi har en af de skrappeste og mest erfarne lægemiddelstyrelser i verden. De ser ingen grund til at indstille vaccineudrulningen, og det gælder for alle de vacciner, vi bruger lige nu, siger Boris Johnson mandag om vaccinen fra det svensk-britiske firma AstraZeneca, som er udviklet i samarbejde med forskere på Oxford University i Storbritannien.

Styrelse: Ikke større antal end normalt

Mandag aften har den britiske lægemiddelstyrelse, MHRA, konstateret, at der i dens optik ikke er noget opsigtsvækkende ved antallet af blodpropper som følge af vaccinen:

- Blodpropper kan opstå naturligt og er ikke usædvanlige. Flere end 11 millioner doser af AstraZeneca-vaccinen er blevet givet på tværs af Storbritannien, og antallet af blodpropper efter vaccineforløb er ikke større end det ellers ville være i den vaccinerede del af befolkningen, siger Dr. Phil Bryan, som er chef for vaccinesikkerhed ved MHRA.

Samme toner lyder fra vores naboer på den anden side af Øresund. Her vurderer det svenske Läkemedelsverket også, at vaccinen for nuværende er sikker at anvende:

- Vi har endnu ikke set data, som tyder på, at der er en sammenhæng, siger Karl-Mikael Kälkner, som er sikkerhedsekspert ved Läkemedelsverket til SVT Nyheter mandag aften.

Heller ikke i Belgien ser sundhedsminister Frank Vandenbroucke grund til at standse udrulningen af vaccinen:

- AstraZeneca beskytter folk meget godt mod coronavirus, lyder det fra ham ifølge det belgiske medie Het Laatste Nieuws.

EMA anbefaler at fortsætte

Det var en 60-årig dansk kvindes dødsfald af en blodprop i sidste uge, der fik Danmark til at sætte en stopper for vaccinen fra det svensk-britiske selskab.

Ifølge Lægemiddelstyrelsen havde den danske kvinde et lavt antal blodplader, blodpropper i små og store kar samt blødning. Lige netop den blanding er højst usædvanlig, og derfor er man nu i gang med grundige undersøgelser i Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) og øvrige myndigheder i EU.

Mandag har EMA dog sagt, at "fordelene ved AstraZenecas vaccine stadig opvejer risici".

Meldingerne har dog ikke beroliget lande som Danmark, Norge og senest Tyskland, Frankrig, Portugal, Italien og Spanien, som alle har sat udrulningerne på pause for en sikkerheds skyld.

I Norge kom der mandag meldinger om, at et dødsfald af blodpropper efter en vaccination skulle undersøges, men samtidig gjorde myndighederne opmærksom på, at der ikke er dokumenteret en forbindelse mellem vaccinationen og sygdommen.

Torsdag holder EMA et ekstraordinært møde om vaccinen. Selv afviser AstraZeneca, at der skulle være nogen sammenhæng mellem dødstilfældene og vaccinen.