Coronavirus

Smitte på fitnesscenter udløser frygt for ny bølge i Hongkong - udfordringen vil være den samme herhjemme

Fitness og indendørs idræt er særligt risikofyldte, siger dansk professor. Brancheforening er uenig.

Coronasmitte fra et fitnesscenter i Hongkong spreder sig i øjeblikket i millionbyen. Lørdag havde de lokale myndigheder fundet 99 positive tilfælde i forbindelse med fitnesscenteret Ursus Fitness i bydelen Sai Ying Pun.

Centeret er særligt benyttet af udenlandske medarbejdere fra store banker og internationale advokatvirksomheder, skriver RTHK.

Samme medier fortæller, at en regeringsrådgiver for pandemien kalder udbruddet for "et symptom på en femte bølge" af covid-19 i Hongkong. Når man i Hongkong taler om en femte bølge, er det værd at bemærke, man siden pandemiens begyndelse kun har registreret cirka 11.000 positive covid-19-tilfælde.

Fitnesscentre er høj risiko

Som følge af udbruddet har flere større banker, advokatfirmaer og adskillige andre virksomheder i området fået ordre om, at alle medarbejdere skal testes. Samtidig er fire beboelsesejendomme blevet lukket ned. Her skal alle beboere testes, før de må forlade deres hjem.

At smitteudbrudet opstår i et fitnesscenter er et klart tegn på, hvor stor risikoen for spredning er netop der, siger klinisk professor i mikrobiologi fra SDU Hans Jørn Kolmos.

- Fitness og indendørs idræt er en udfordring, når man har så smitsom en virus. Noget af problemet er, at det kan smitte gennem luften. Hvis du puster meget luft ud, er risikoen for at sende en masse virus ud i luften også større.

Ifølge Hans Jørn Kolmos er udfordringen med indendørs motion ligeså aktuel herhjemme, hvor regeringen og Folketingets øvrige partier forhandler om den videre genåbning.

- Det er tankevækkende og viser alvorligheden, når det sker i områder, som vi regner med er dem, der har bedst styr på smittespredningen. Det viser bare, at man skal passe på, da virus er smitsom i en grad, som vi ikke er vant til at håndtere, siger Hans Jørn Kolmos til TV 2.

Kun 'let øget risiko'

Morten Brustad, branchedirektør i Dansk Fitness og Helseorganisation, er uenig i, at risikoen for smitte er stor i fitnesscentre specifikt og indendørs idræt generelt.

- Ud fra alt det, vi ved med indberettede smittetal, smitteopsporing og undersøgelser, er der intet, der tyder på, at der er en forhøjet risiko smitterisiko i fitnessbranchen, siger Morten Brustad.

Han peger på en undersøgelse, der blev offentliggjort i fredags, fra Nordsjællands Hospital med deltagelse af 90.000 borgere, og som kortlægger, hvor risikoen for at blive smittet er størst.

Undersøgelsen fastslår, at der kun er en "let øget risiko" for at blive smittet i et fitnesscenter eller ved indendørs sport.

- Inden seneste nedlukning var der fornuftige restriktioner og retningslinjer i fitnesscentrene, hvilket gjorde, at vi så få smittetilfælde relaterende sig til fitness, siger Morten Brustad, der understreger, at han ikke kender til sagen i Hongkong.

Han fortæller, at fitnesscentrene under seneste åbning indberettede omkring 200 tilfælde, hvor coronasmittede havde trænet fitness uden at vide, at de var smittet.

Ud af de 200 var det kun en håndfuld, Styrelsen for Patientsikkerhed valgte at inddrage fitnesscentrene i forhold til smitteopsporing.

Lukker ikke ned

I Hongkong har myndighederne indtil videre ikke valgt at lukke fitnesscentre, mens de forsøger at inddæmme smitteudbruddet. Dog har man indført et krav om brug af mundbind under træning, mens medarbejdere i centre skal testes hver 14. dag.

Et krav om mundbind under træning er ikke umiddelbart noget, som professor Hans Jørn Kolmos kan se for sig herhjemme, men han peger i stedet på at undersøge mulighederne for udendørs træning.

- Jeg tror ikke rigtig på, at mundbind og fitness er foreneligt, når man puster og virkelig skal præstere fysisk. Men udfordringen er jo den samme herhjemme. Med forårets komme kunne man se nærmere på mulighederne for at rykke træningen udendørs, i det omfang det er muligt, siger Kolmos.