Udland

Britisk politi sigter betjent for drab på 33-årig kvinde

En 48-årig politibetjent er sigtet for at have bortført og dræbt Sarah Everard. Betjenten skal for en dommer lørdag.

Britisk politi har sigtet en betjent for bortførelse og drab på en 33-årig kvinde, som forsvandt i det sydlige London i sidste uge.

Det er den 48-årige politibetjent Wayne Couzens, der lørdag skal møde i retten.

Kvinden, Sarah Everard, forsvandt onsdag den 3. marts, da hun var på vej hjem fra en vens hus til fods.

Metropolitan Police, politistyrken i London, har bekræftet, at liget af den savnede kvinde er fundet i en skov uden for den britiske hovedstad.

Politiet anholdt onsdag Wayne Couzens. Han har været varetægtsfængslet siden på mistanke om, at han har bortført og dræbt Sarah Everard.

Couzens er ansat ved Metropolitan Police, hvor han blandt andet har haft til opgave at bevogte ambassader.

Lig fundet i skov

En kvinde i 30'erne, som ifølge britiske medier er den anholdtes partner, blev også anholdt, men hun er siden blevet løsladt mod kaution.

- Efterforskningen fortsætter selvfølgelig, siger vicepolitikommissær Nick Ephgrave til journalister.

- Jeg vil gerne benytte denne mulighed til at opfordre enhver, som mener, at de har brugbare oplysninger, til at kontakte os.

Liget af Sarah Everard blev fundet onsdag i en skov i Ashford i Kent - cirka 80 kilometer fra det centrale London.

Hun blev sidst set om aftenen den 3. marts, hvor et overvågningskamera har filmet hende gående gennem et område i London med mundbind på, mens hun taler i telefon.

Sagen har rystet Storbritannien og udløst utallige personlige fortællinger fra kvinder om deres frygt for at gå alene på gaden.

Lørdag er der planlagt en mindehøjtidelighed for Sarah Everard i London, hvor demonstranter også vil kræve ændringer, så kvinder kan føle sig sikrere i det offentlige rum i London og andre steder i Storbritannien.