Udland

Biden har taget budskabet fra Obama-årene til sig

Demokraterne udnytter coronakrisen til at udvide den føderale velfærdsstat markant. Samtidig ligger præsident Biden i flyverskjul og undgår pressen.

Under Finanskrisen sagde den daværende stabschef Rahm Emanuel meget berømt til Barack Obama, at man ”aldrig skal lade en god krise gå til spilde”.

Det budskab har Joe Biden tydeligvis taget til sig.

Faktisk har demokraterne holdt sig til det, som Emanuel dengang også prædikede til Obama om krisesituationer: ”Det er en mulighed for at gennemføre de ting, som du ikke troede var mulige”.

Hvis man havde været i tvivl om, at Biden står i spidsen for et mere ideologisk homogent (læs: venstreorienteret) demokratisk parti end Obama og Clinton gjorde, har man nu fået syn for sagen. Demokraterne har lyttet til Emanuels råd og udnyttet coronakrisen til at gennemføre en af de mest markante (midlertidige) udvidelser af den føderale velfærdsstat i nyere amerikansk historie.

Ronald Reagan sagde engang, at de ni mest skræmmende ord i det engelske sprog var ”I'm from the government, and I'm here to help”. Joe Biden har det tilsyneladende lige omvendt og ønsker at italesætte, at han er fra regeringen og her for at hjælpe.

Timingen og turen

Timingen for præsidentens underskrift af hjælpepakken og første store tv-tale til nationen siden indsættelsen var selvfølgelig ikke tilfældigt. Biden har nu været præsident i små 50 dage, og talen blev holdt på etårsdagen for, at verdenssundhedsorganisationen WHO erklærede udbruddet af coronavirussen for en pandemi. Selv en blind mand vil nok kunne få øje på den tilsigtede symbolik: sikke en positiv forskel et magtskifte i Det Hvide Hus kan gøre.

Skulle man stadig være i tvivl, annoncerede Det Hvide Hus ovenikøbet, at præsidenten tager på ”hjælpen er her”-tur i næste uge. Turen kunne umiddelbart lyde som en ny sæson af tv-serien 'Greys hvide verden', men bliver altså Bidens forsøg på at lukrere maksimalt på hjælpepakken og den markante stigning i daglige vaccinationer, som er sket på Bidens vagt, men også bygger på forgængerens forarbejde.

Den diskrete præsident

Både talen og turen står ironisk nok i skærende kontrast til den diskrete tilværelse, som Trumps efterfølger generelt har valgt at leve (og lede) på. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at Biden konsekvent undgår at svare på spørgsmål fra de fremmødte journalister, såfremt disse overhovedet får præsidenten at se.

Godt nok er de daglige pressebriefinger kommet tilbage under den nye administration. Men dem deltager Biden ikke i, ligesom præsidenten ikke stiller op til pressemøder.

Faktisk skal man mere end 100 år tilbage i amerikansk historie for at finde et fortilfælde på en præsident, der så konsekvent går i flyverskjul. Jo, jo, Biden holdt godt nok sin første større tale til nationen i nat. Men også på den front er præsidenten sammenlignet med forgængerne lige så sent på den som kaninen i Alice i Eventyrland. Der var heller ikke afsat tid til at svare på pressens spørgsmål efterfølgende.

Hvorvidt diskretionsstrategien har været en stor succes indtil videre, er svært at sige. På den ene side er Bidens opbakning i meningsmålingerne meget lav i en historisk kontekst. På den anden side er opbakningen væsentlig større end Trumps var det på samme tidspunkt. Den diskrete tilværelse – særligt sammenlignet med forgængeren - bærer sandsynligvis en del af æren for dette.

Men omvendt er flyverskjulstrategien også vand på kritikernes mølle. Særligt for dem, der formoder, at Det Hvide Hus de facto forsøger at afskærme og skjule (alders)præsidenten så meget som overhovedet muligt.

Strategiske fejl

Traditionen tro, fristes man til at sige, fik demokraterne ikke en eneste republikaner i Kongressen til at stemme for hjælpepakken. Men som netmediet Politico har påpeget, så kan man nok godt tale om ”strategiske fejl” i denne sammenhæng.

Biden og demokraterne havde næppe nogen oprigtig interesse i at komme republikanerne i møde. Partipolitikken trumfede forsøget på det tværpolitiske samarbejde, også fordi sporene fra Obama-årene skræmte på den front. Det var dog tydeligvis vigtigt for Biden at efterlade et indtryk af, at demokraterne skam havde rakt hånden ud, men var blevet afvist af republikanerne. Da demokraterne samtidig helt klart har den folkelige opinion på deres side, var der heller ikke nogen god grund til at gå på kompromis med mærkesagerne i samarbejdets navn.

Gamle vaner dør langsomt

Republikanernes ageren kan umiddelbart overraske, fordi partiet åbenlyst er ude af sync med folkestemningen her. Selv blandt republikanske vælgere bakkede omkring halvdelen op om hjælpepakken. Det skyldes sandsynligvis blandt andet, at Donald Trump i bedste ABBA-stil slog et slag for mere ”Money, Money, Money”, mens han stadig sad i Det Hvide Hus. Republikanerne frygter dog tydeligvis ikke, at modstanden mod de mange moneter giver bagslag i det lange løb, muligvis med rette.

Apropos Trump: hHvis man troede, at tiden efter Trump hurtigt vil blive karakteriseret af mindre polarisering og flere tværpolitiske tendenser, tager man nok gruelig fejl.

Spørgsmålet er snarere, om republikanerne igen formår at etablere en fortælling om en demokratisk præsident, der taler om forsoning og samling, men i realiteten er fløjtende ligeglad og foretrækker at regere egenrådigt igennem dekreter og med sine progressive partifæller. Det lykkes republikanerne med i Obama-årene, og det er tydeligvis den samme drejebog, som oppositionen har fundet frem igen.

Så selvom det utvivlsomt er nye tider i amerikansk politik på nogle punkter med Biden som præsident, så fristes man til at citere Frost II: ”some things never change”.