Coronavirus

Korruptionsdømt ekspræsident sluppet fri - vil han udfordre Bolsonaro?

Trods flere korruptionssager er ekspræsidenten Lula stadig populær i Brasilien.

Brasiliens tidligere præsident Luiz "Lula" da Silva har fået annulleret sin korruptionsdom, og det kan han takke højesteretsdommeren Edson Fachin for.

Edson Fachin er ikke en helt tilfældig dommer.

Han blev nemlig udpeget af Lulas partikammerat i arbejderpartiet og Brasiliens tidligere præsident Dilma Rousseff i 2015. Han er med i en opsigtsvækkende ring, der begyndte i nullerne.

Her var Lula præsident og havde dengang Dilma Rousseff som sin højre hånd. Da Lula trådte tilbage i 2010, efterfulgte Dilma Roussef ham. Hun blev i 2016 fældet i en rigsretssag, men inden hun forlod embedet, udnævnte hun Edson Fachin som højesteretsdommer.

Både Lula og Dilma Rousseff var kendt for at være helt usædvanligt korrupte. Selv efter brasilianske forhold.

Begge blev fældet efter en lige så usædvanlig kampagne mod korruptionen, som endte med fængselsdomme til både Lula og en stribe forretningsfolk i 2017.

Tilmed blev Lula dømt igen i 2019 for at have modtaget bestikkelse – denne gang blev han idømt yderligere 12 års fængsel.

Nu ventes det i Brasilien, at Lula genopstiller ved det næste præsidentvalg i 2024 og dermed får chancen for at slå den nuværende præsident Jair Bolsonaro.

De brasilianske medier kappes om at bringe de mest præcise meningsmålinger allerede tre år før præsidentvalget. For Lula er stadig særdeles populær i det arbejderparti, som han selv skabte i 1980.

På besøg hos Lula

Historien om Lula er også i høj grad historien om Brasiliens vigtigste fagforeninger.

Allerede under militærdiktaturet var han en vigtig aktivist blandt metalarbejderne i et land, hvor bilindustrien år for år skabte nye arbejdspladser.

Lula blev formand i 1978 og var verdenskendt, da jeg selv to år senere besøgte ham og fru Marisa hjemme i privaten i São Paulo. Det var tydeligt, at han bevægede sig hjemmevant blandt toppen af Brasiliens erhvervsfolk.

Men historien om Lula dengang er også historien om en kommende leder, der levede godt med bestikkelse og så mulighederne i korruption.

Under de to korruptionssager mod ham kom det også frem, at han allerede som fagforeningsformand havde modtaget bestikkelse fra bilfabrikkerne, så de kunne undgå strejker fra hans fagforening. Så det var ikke mærkeligt, at han boede i et nydeligt parcelhus, da jeg besøgte ham i São Paulo.

Uforudsigelige dommere

Straffesager i Brasilien er uforudsigelige. Allerede efter et år bag tremmerne blev Lula sat fri, indtil domstolene kunne tage stilling til hans appelsag.

Så han har de sidste to år kunnet arbejde på at generobre sin ledende stilling i arbejderpartiet. Og i denne uge kom så gaven fra højesteretsdommer Fachin. Og efter annullering af dommen var Lula tilbage på talerstolen.

Han betegnede Bolsonaros holdning til covid-19 og hans skepsis over for vacciner som idiotisk, skriver France24. Og The Guardian refererer ham for udtalelser om, at "dette land er i en tumultarisk og forvirret situation, fordi der ikke er nogen regering".

- For Guds skyld, sagde Lula. Denne virus dræbte næsten 2000 mennesker i går.

I en bombastisk tale i sit gamle hovedkvarter i metalarbejdernes fagforening i São Paulo kastede han sig over præsident Jair Bolsonaros katastrofalt ligegyldige holdning til coronapandemien, der i alt har kostet flere end 270.000 brasilianere livet og er ved at smadre landets økonomi.

Brasiliens "Joe Biden"

Lula forsøgte at lancere sig som Brasiliens "Joe Biden", da han lovede at konsultere både forretningsfolk og politikere fra højrefløjen for at få landet på benene igen, skriver ABC News.

Brasilien har altså fået en politiker på banen, som kan tage kampen op med præsident Bolsonaro. Men Lula har endnu ikke villet sige, om han stiller op. Og det er der gode grunde til.

På den ene side støttes han i meningsmålingerne af 50 procent af vælgerne, mens kun 38 procent er pro Bolsonaro. Men samtidig siger 44 procent, at de er imod Lula, skriver The Guardian.

Så han ved, at han er omstridt. Alle ved, at der lå stærke beviser imod ham, da han blev idømt i alt godt 20 års fængsel for korruption og bestikkelse.

Nye domme?

Og mere vigtigt: Dommer Fachins beslutning om at annullere dommene kan blive omgjort, når den samlede højesteret skal tage stilling til spørgsmålet.

Og til de to første anklager kommer der flere, som drejer sig om Lulas indsats for at skaffe store brasilianske selskaber kontrakter i udlandet – ofte med stærkt omdiskuterede midler.

Så den oprindelige korruptionssag kan udvikle sig. For annulleringen af de to sager skyldtes, at højesteretsdommer Fachin mente, at sagerne skulle være ført i hovedstaden Brasilia og ikke i provinshovedstaden Curitiba i delstaten Paraná, skriver Folha de S. Paulo.

Så alt kan se anderledes ud længe før det næste præsidentvalg i 2024.

Middelklassen skifter mening

Men kan Lula så slå Bolsonaro, hvis han får chancen?

Hans bedste chance er, at store dele af middelklassen ser positivt på ham efter præsident Bolsonaros katastrofale holdning til coronapandemien. Og det var middelklassen, der valgte Bolsonaro frem for arbejderpartiets kandidat, Fernando Haddad, ved valget i 2018.

Middelklassen ville ikke risikere flere korrupte folk fra arbejderpartiet. Men nu ses Bolsonaro af mange som en større katastrofe end Lula, som stadig hyldes af Brasiliens mange millioner af fattige.

Selv landets vigtigste og etablerede konservative avis O Estado de São Paulo kan leve med Lula. Nok var Lula uansvarlig, skriver bladet i en ledende artikel. Men Bolsonaro er endnu værre.

Så hvis Lula stiller op som præsident igen, så peger pilen tilsyneladende i hans retning.