Udland

Skiinstruktør narrer bjørn væk fra skiløbere og flygter med den i hælene

Bjørn satte en skræk i livet på en større gruppe skiløbere på et skisportssted i Rumænien.

En skiinstruktør brugte sig selv som lokkemad for at narre en bjørn væk fra en stor gruppe skiløbere, der stod fanget ansigt til ansigt med bjørnen i bjergene.

Den dramatiske episode fandt sted på skiløjperne i bjergene i Predeal i Transylvanien, Rumænien.

Pas på, der kommer en bjørn

Adrian Stoica, skiinstruktør

Bjørnen dukkede pludselig op på en af løjperne på skisportsstedet, og en gruppe på mindst 17 skiløbere fanget på stedet forsøgte at jage den væk ved at lave støj og råbe.

Lokkede den væk fra gruppen

Men det afskrækkede ikke bjørnen, der stille og roligt nærmere sig turisterne.

Skiinstruktøren Adrian Stoica bevægede sig væk fra de andre, lidt ned ad løjpen for at lokke den væk fra gruppen, alt imens han filmede hele episoden. Bjørnen bed på lokkemaden og begyndte at løbe efter ham, og så begyndte kapløbet mellem skiinstruktøren og bjørnen ned ad bjerget.

Adrian Stoica bekræfter over for TV 2, at episoden fandt sted i dag, og han fortæller på Facebook, hvordan han oplevede den højspændte situation, hvor bjørnen befandt sig få meter fra gruppen af skiløbere.

- Jeg sagde til gruppen, at vi skulle lave lyde, men det skræmte den ikke. Så fik jeg den til at komme efter mig for at flytte den væk fra gruppen. Jeg håbede bare, at den blev træt og ville gå tilbage til skoven.

På deres vej ned ad skiløjpen kunne Adrian Stoica se andre skiløbere længere nede, og han råbte dem an for at advare.

- Pas på, der kommer en bjørn. Kom væk, forsigtigt, lød advarslen fra instruktøren, mens både han selv og bjørnen kom susende forbi dem.

Efter syv minutters drama gad bjørnen ikke mere og standsede brat op i sneen. Herfra trissede den stille og roligt væk fra løjpen og forsvandt ud af syne mod sit hjem i skovene i bjergene. Og den store gruppe skiløbere slap med skrækken og en oplevelse for livet.

Langt fra første gang

Episoden i Predeal er ikke enestående. De senere år er der flere gange spottet bjørne i området, og så sent som i januar i år undslap en skiløber med nød og næppe en bjørn, der jagtede ham ned ad bjerget.

I 2019 blev seks mennesker dræbt af bjørne i Rumænien, mens der også blev rapporteret om snesevis af ikke-fatale angreb. Det var det værste år for dødsfald i dette århundrede.