Mission til Jupiter røg ind i mystisk rumstøv - kan være forklaringen på 'falsk daggry'
På vej til Jupiter blev NASA-fartøj ramt af støvstorm. Og det gav danske forskere en god forklaring på et mærkeligt lysfænomen.
Avanceret dansk kamerateknologi ombord på en NASA-sonde på vej til Jupiter har muligvis fundet en forklaring på det specielle fænomen ”falsk daggry”, hvor horisonten lyses op - selv om solen ikke er ved at stå op.
Forklaringen er muligvis støv fra planeten Mars, fortæller professor John Leif Jørgensen fra DTU Space.
Han er hovedforfatter til en artikel, der netop er publiceret i det videnskabelige magasin Geophysical Research Letters om opdagelsen.
Den blev gjort for flere år siden, da NASA-missionen Juno var på vej mod Jupiter, hvor den siden 2016 har kredset omkring planeten for at kortlægge planetens magnetfelt. Men først nu er materialet blevet færdiganalyseret.
En støvstorm
Ombord var fire danske kameraer, og et af dem kunne dokumentere, hvad der skete, da Juno fløj gennem en støvstorm undervejs.
Støvpartiklerne var selv for små til at blive fanget af kameraet, men de ramte Juno med så stor kraft, at der blev slået små stykker af rumfartøjets overflade.
Og de kunne ses på kameraets optagelser.
- Det så nærmest ud som, at nogen havde rystet en dug fuld af brødkrummer ud ad vinduet, så mange små objekter var der, fortæller John Leif Jørgensen.
En omhyggelig optælling har sidenhen vist, at der var mindst 23.000 små stykker på optagelserne. Og beregninger af det sted, hvor støvpartiklerne ramte Juno, viste samtidigt, at det måtte være støv fra Mars.
Støv fra Mars
- Vi ved ikke, hvordan det her støv kan slippe ud fra tyngdefeltet på Mars. På Jorden sker det ikke, fordi det er en våd, vandholdig planet, som holder støvet i atmosfæren. Men med vores beregninger på tusindvis af partikler ser vi en tydelig fordeling af støvet i et mønster, som stemmer med, at det kommer fra Mars, forklarer John Leif Jørgensen.
Og støvet i rummet har længe haft forskernes interesse, fordi det er skyld i det særlige fænomen "falsk daggry", der herhjemme kan ses på denne tid af året på himlen mod vest lige efter solnedgang.
Fænomenet, der også kaldes zodiakallys, skyldes, at støv i rummet oplyses og reflekteres af solen.
- Man har ikke vidst, præcist hvilket støv i rummet, som har forårsaget zodiakallyset. Nu viser vores beregninger, at det formentlig skyldes det støvbånd, vi ser fra Mars. Hidtil har man formodet, at støvet stammer fra asteroider og kometer, som er kommet i den indre del af solsystemet, fortæller John Leif Jørgensen.
Skulle finde asteroider
Det var lidt af en tilfældighed, at et af de fire kameraer, som de danske forskere havde med ombord, fik optagelserne af støvet, der ramte Juno. De fire kameraer bruges til navigationen af Juno, men et af dem blev bygget om, så det havde en ekstra funktion undervejs på den lange tur til Jupiter.
Kameraet skulle kigge efter asteroider.
Dem så kameraet dog ingen af - men til gengæld fik den dokumenteret støvstormen fra Mars.