Udland

Se klip fra det omtalte interview - fem opsigtsvækkende udtalelser fra Harry og Meghan

Det britiske kongehus har ikke kommenteret interviewet og de beskyldninger, der bliver rettet mod dem.

Opdateret mandag aften med klip fra interviewet.

Den britiske prins Harry og hans kone hertuginde Meghan deltog natten til mandag dansk tid i et to timer langt interview med talkshowværten Oprah Winfrey, hvor de uddyber årsagen til, at de sidste år trådte tilbage fra det britiske kongehus.

Under interviewet delte de private detaljer og rettede flere opsigtsvækkende beskyldninger mod kongehuset.

Lars Hovbakke Sørensen, der er kongehusekspert og historiker, udpeger her de fem vigtigste nedslag i interviewet.

Han understreger, at det er umuligt at vide, om parret taler sandt eller udelader detaljer, og at hans kommentarer er med forbehold for, at kongehuset kan have en anden udlægning af begivenhederne. Kongehuset har ikke reageret på interviewet.

1. Hudfarven på deres barn

Under interviewet fortæller parret, at den kongelige familie udtrykte bekymring for hudfarven på deres kommende børn, fordi hertuginde Meghan er datter af en afroamerikansk mor og en hvid far.

Samtalerne stoppede ikke, da Meghan blev gravid med sønnen Archie.

- I de måneder, hvor jeg var gravid, foregik der samtaler om, hvordan han ikke ville få den samme sikkerhed, eller hvordan han ikke ville få en titel, samtidig med at der var bekymringer og samtaler om, hvor mørk hans hud ville blive, når han blev født, siger Meghan.

Parret afslører ikke, hvilke personer der har udtrykt bekymring for hudfarven på parrets børn.

Hvis kongehuset har været optaget af Meghans eller det kommende barns hudfarve, er det meget specielt og kontroversielt, lyder det fra Lars Hovbakke Sørensen.

- De antyder jo, at der er racisme i kongehuset. Det er overraskende, hvis det er rigtigt. Det er ikke noget, man regner med, finder sted nogle steder i Europa i dag, fordi det er så kontroversielt og politisk ukorrekt, siger han.

Lars Hovbakke Sørensen fortæller, at der tidligere har været meget diskussion i pressen om Meghans baggrund.

- Men det er ikke noget, man har haft indtryk af har været diskuteret internt i kongehuset. Det er noget, der først kommer frem for alvor nu, siger han.

2. Meghans ensomhed og selvmordstanker

Meghan fortæller i interviewet, at hun under sin graviditet følte sig ensom og havde selvmordstanker. Tanker, som hun delte med Harry, selvom hun skammede sig over dem.

- Jeg havde bare ikke lyst til at leve mere. Det var en meget klar, ægte og skræmmende konstant tanke, siger hun.

- Jeg vidste, at hvis jeg ikke sagde det højt, ville jeg gøre det, siger hun.

Hun angiver den negative presse som årsag til, at hun kom så langt ud, at hun tænkte på at tage sit eget liv.

Ifølge Meghan bad hun kongehuset om hjælp til at håndtere sine selvmordstanker og spurgte til muligheden for at blive indlagt. Men det blev afvist, fordi det ikke var ”godt for institutionen”.

Hun fortæller, at hun til en officiel begivenhed i 2018 frygtede, hvad hun kunne finde på at gøre ved sig selv, hvis hun blev ladt alene.

Foran pressens kameraer satte hun et smil på.

Det var Harrys beslutning om at forlade den kongelige familie, der reddede hendes liv, siger hun i interviewet.

Ifølge Lars Hovbakke Sørensen er det iøjnefaldende at fortælle så mange personlige detaljer og være så ærlig om mentalt helbred, som Meghan er i interviewet.

Han kalder desuden beskyldningerne om, at kongehuset har nægtet hende at få hjælp, meget usædvanlige.

Samtidig er det en bekræftelse af, at kulturen i det britiske kongehus er mere gammeldags og mere stiv end i mange andre europæiske kongehuse.

- Det er velkendt, at både Diana og Harry havde psykiske problemer, og at han også fik hjælp til at løse dem. Derfor virker det meget besynderligt, at hun ikke skulle have fået mulighed for det, og at det bare skulle dysses ned. Det er historisk, at der kommer de beskyldninger mod kongehuset, siger Lars Hovbakke Sørensen.

3. Kritiske over for den kommende konge

Under interviewet omtaler både Harry og Meghan dronning Elizabeth – Harrys farmor – i positive vendinger.

Til gengæld er Harry meget kritisk over for sin far, prins Charles.

Harry fortæller, at det gik hårdt ud over forholdet, da Harry og Meghan besluttede at trække sig som medlemmer af den kongelige familie.

På et tidspunkt stoppede Charles med at svare på Harrys opkald, fortæller han.

- Jeg føler mig virkelig svigtet, fordi han har været igennem noget lignende, siger Harry med hentydning til sin mor og Charles’ første kones, prinsesse Dianas, død.

- Han ved, hvordan smerte føles. Og Archie er hans barnebarn. Men samtidig vil jeg altid elske ham. Men der er sket meget, der har været sårende, siger Harry.

Lars Hovbakke Sørensen kalder kritikken et direkte angreb på Charles, og han ser det som det mest interessante i interviewet overhovedet. Charles er nemlig Storbritanniens kommende konge, der en dag skal overtage tronen fra den 94-årige dronning Elizabeth.

Det kan vise sig at få betydning for kongehusets omdømme i befolkningen, fordi fremstillingen af prins Charles vil ligge i briternes baghoved, når han en dag bliver konge.

Han vil måske ikke få helt den samme opbakning. Han er jo i forvejen en kontroversiel person, siger Lars Hovbakke Sørensen.

- Det kan betyde, at det britiske kongehus på sigt vil miste noget af den popularitet, de har nu under dronning Elizabeth. Det, at kritikken går så meget på den kommende konge, er meget uheldigt for kongehuset, siger han.

4. Diana ville have støttet dem

Harrys mor, prinsesse Diana, der døde i en trafikulykke som 36-årig i 1997, blev også nævnt i interviewet.

Diana kæmpede også med sit mentale helbred og problemer i ægteskabet med prins Charles.

Adspurgt om Dianas reaktion på parrets udtræden af kongehuset, siger Harry, at han tror, at hans mor ville have været ked af det og vred over forløbet, men at hun ville "have set det komme".

- I sidste ende ville hun bare gerne have, at vi skulle være glade, siger han og tilføjer, at han ”følte hendes tilstedeværelse gennem hele processen”.

Harry sammenlignede Meghans situation med sin mors.

- Jeg er bare virkelig lettet over, at jeg kan sidde her og tale med dig (Oprah, red.) med min kone ved min side. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det må have været for min mor at gå igennem denne proces alene for så mange år siden, siger Harry.

- Min største bekymring er, at historien skal gentage sig selv, siger han.

Under interviewet bar Meghan et armbånd, som tilhørte Diana.

Ifølge Lars Hovbakke Sørensen er kommentarerne omkring Diana en forlængelse af den fortælling, som Harry gennem længere tid har skabt om, at der er ligheder mellem Dianas og Meghans roller og skæbner i kongehuset.

- De har været ofre for kongehusets meget stive konservatisme og nogle særlige spilleregler, der bare skulle overholdes og med en presse, der har været meget nærgående. Det passer ind i fortællingen, som Harry og Meghan forsøger at skabe - at det britiske kongehus som institution er en forkvaklet og forældet størrelse, siger Lars Hovbakke Sørensen.

5. De blev gift i al hemmelighed

Harry og Meghan blev gift ved et stort anlagt royalt bryllup på Windsor Castle 19. maj 2018.

Men allerede tre dagen forinden blev parret viet ved en privat ceremoni, fortæller Meghan i interviewet.

Til stede var kun Harry, Meghan og ærkebiskoppen af Canterbury. Ifølge Meghan vidste ingen i kongefamilien noget om det intime bryllup, hvor parret udvekslede deres ægteskabsløfter.

- Jeg tror, at vi begge var meget opmærksomme på, at brylluppet ikke var vores dag. Det var en dag, der var planlagt for resten af verden, siger Meghan i interviewet.

Lars Hovbakke Sørensen ser det, at parret er blevet viet forud for det officielle bryllup, som en indirekte kritik af kongehuset, og som et udtryk for, at de ikke går ind for alt det offentlige postyr, der omgiver dem.

- Det understreger bare den mistillid, de har haft til pressen og til kongehuset som institution, siger han.

I interviewet fortæller Meghan og Harry desuden, at det barn, de venter sig, er en pige, og at familien dermed er fuldendt.