Udland

Kenyanske kvinder kæmper for selvstændighed med hjælp fra dansk ildsjæl

Kvinderne får kontrollen over deres eget liv, så de kan sikre børnenes skolegang og et håb om en bedre fremtid, siger Rune Sandholt.

For Naome Kaguri Thuranira er dagen i dag en særlig dag. Det er den 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag. Dagen, der sætter fokus på kvinders stilling i verden.

Naomes stilling her i verden er blevet betragteligt forbedret de seneste år. Hun er en af de kvinder, der er med i danske Rune Sandholts kaffeinitiativ. Det hedder NGUVU, der betyder styrke på swahili.

Hun er gået fra at stå helt alene til at kunne klare sig selv og sine børn og sove roligt om natten.

Hendes mand forlod hende for syv år siden, da hun var gravid med deres tredje barn. I dag har hverken hun eller børnene kontakt med ham.

Naome kan ikke forstå, hvordan han bare kan smutte for børnene og alt ansvaret. Men som hun siger, så slipper hun for også at skulle tage sig af ham.

- NGUVU har været med til at ændre mit liv. Nu kan jeg betale for leje af jorden. Jeg kan desuden betale for hjælp til høsten af kaffebønnerne, og det er uden at spekulere på, om der er råd til at skaffe mad og rent vand på bordet, fortæller Naome.

Hun kan samtidig sende sine børn i skole hver dag, så de har mulighed for at forfølge deres drømme her i livet.

De må vente et år med at blive betalt

Kvinderne arbejder hårdt hver dag på deres små kaffefarme. Alligevel er det de mange mellemmænd, der snupper det meste af fortjenesten af deres arbejde. Det er det, danske Rune Sandholt vil lave om på.

Ikke nok med at de kvindelige kaffebønder i Kenya ofte får en dårlig betaling for kaffebønnerne. Der kan også gå op til ét år, før de modtager pengene. Det efterlader kvinderne med gæld og en usikker hver dag, hvor de kan være nødt til at holde børnene hjemme fra skole, da økonomien ikke slår til, når der skal betale skolepenge.

NGUVU handler direkte med de kvindelige kaffebønder i Kenya, så de er sikret en ordentlig betaling til tiden – ofte to-tre gange mere end tidligere.

”En fantastisk rejse at være med på”

Samtidig bliver kvinderne hjulpet med at optimere deres farme, så de kan styrke deres små kaffeforretninger. Kvinderne får træning med en agronom, så de får ny viden og redskaber til at forbedre kaffefarmene. Derudover får de doneret flere kaffetræer, så de kan øge produktionen af kaffebønner.

- Det er fantastisk at være på denne rejse med kvinderne. De har tidligere kæmpet en umulig kamp for at få hverdagen til at hænge sammen, men nu kan de skridt for skridt skabe en bæredygtig kaffeforretning. Det er nøglen til at give dem kontrollen over deres eget liv tilbage, så de kan sikre børnene en sund opvækst og en fremtid med muligheder, siger Rune Sandholt.

Især pigerne har fordel af at blive hjulpet

Kvinderne bruger størstedelen af indkomsten på familien og børnene. Når kvinderne får en højere indtægt, betyder det, at børnene har større chance for at få den rette ernæring, rent vand, behandling hos lægen og den vigtige skolegang. Det er afgørende for, at børnene kan vokse op og få et liv med muligheder.

Især når pigerne kommer i skole, gør det en mærkbar forskel. Det giver dem en større chance for at få et job, når de bliver voksne.

- Det betyder også, at de har mindre risiko for at få HIV, og de får færre og mere sunde børn. Det er med til at skabe udvikling i lokalsamfundet, siger Rune Sandholt.