Coronavirus

Mens dødstallene stiger, sætter præsident nu sin lid til "mirakuløs" næsespray

WHO udtrykker stor bekymring over udviklingen i Brasilien, hvor præsident Bolsonaro bliver ved med at gå sin egen vej.

Brasilianerne i hobetal bliver i disse uger erklæret døde med covid-19. Nye smitsomme varianter driver smitten frem, og på landets hospitaler er intensivafdelingerne mange steder fyldte eller tæt på at være det.

Men hos landets leder, præsident Jair Bolsonaro, er der fortsat ingen bekymring at spore.

I denne uge understregede han igen, at det ikke er det rette tidspunkt til nye restriktioner, og han bad befolkningen om at stoppe tuderiet.

I stedet sætter Bolsonaro og hans regering deres lid til en eksperimentel næsespray, som er under udvikling i Israel, og som ifølge præsidenten er et "mirakuløst produkt".

Denne weekend rejser en delegation med landets udenrigsminister, Ernesto Araujo, i spidsen til Israel for at mødes med premierminister Benjamin Netanyahu og forskerne, der arbejder på at udvikle næsesprayen.

Produktet har kun gennemgået de indledende testfaser, men Bolsonaro har ifølge avisen Folha til hensigt at teste sprayen på alvorligt syge coronapatienter i Brasilien, hvor over 260.000 nu er døde med virussen.

- Alt er klar, men det betyder ikke, at det kommer til at ske. Men da den skal bruges på personer, som er indlagt, og som er på intensivafdelingen, så synes jeg, at det er okay at bruge den her spray i personens næse, siger præsidenten.

Forsøg med spray viste lovende takter

Det er næsesprayen EXO-CD24, der bliver udviklet af Ichilov Medical Center i Tel Aviv, som Jair Bolsonaro har store forventninger til.

Faktisk har han talt om det israelske produkt siden midten af februar, hvor han skrev på sine sociale medier, at han forhandlede med Israel om, at Brasilien skulle deltage i tredje forsøgsfase af næsesprayen.

Hvad er det her for en spray? Jeg aner det ikke

Jair Bolsonaro, præsident, Brasilien

Ifølge Bolsonaro havde sprayen vist sig "meget succesfuld" i behandlingen af alvorlige tilfælde med covid-19.

- Hvad er det her for en spray? Jeg aner det ikke. Men den har været under udvikling længe, oprindelig til en anden virus. Og den blev brugt på 30 personer, og hos 29 virkede den inden for få dage. Den sidste tog lidt længere tid, men kom sig også, sagde han i denne uge ifølge Folha.

Han henviser til, at forskerne bag næsesprayen i begyndelsen af februar fortalte til Times of Israel, at man havde gennemført en succesfuld fase 1-test.

Her havde man brugt sprayen på 30 coronapatienter, som havde moderate til svære symptomer, og alle 30 blev raske igen. I 29 af tilfældene skete det inden for tre til fem dage.

- Så det ser ud til, at det er et vidundermiddel. Det ser sådan ud. Så vi går efter det, for hvis der er en chance for, at vi kan redde liv, vil vi ikke lade muligheden passere, sagde Bolsonaro.

Resultaterne fra Israel er dog endnu ikke blevet fagfællebedømt eller offentliggjort i detaljer, skriver Times of Israel, der udover den meget lille gruppe af testpersoner også hæfter sig ved, at det ikke fremgår, om forskerne har givet et placebomiddel til en kontrolgruppe.

En af forskerne understreger selv, at forsøgene stadig er i en tidlig fase, og at man endnu ikke kan sige noget om næsesprayens potentiale i kampen mod coronapandemien.

Taktik møder kritik

At den brasilianske regering nu sætter sin lid til et langt fra færdigtestet lægemiddel, bliver af sundhedseksperter anset som endnu en fejl i Brasiliens håndtering af pandemien. Det skriver The New York Times.

- Brasilien går over i historien som et eksempel på, hvad fejlslagent lederskab kan føre til i en sundhedskrise, siger Marcia Caldas de Castro, professor i global sundhed ved Harvard Universitetet, til avisen.

Jair Bolsonaro var en af de tidligste og klareste fortalere for brugen af malariamidlet hydroxyklorokin, som han beordrede landets myndigheder til at masseproducere.

Så sent som i denne uge lovpriste Bolsonaro midlet, selvom Verdenssundhedsorganisationen (WHO) fraråder at bruge det efter at internationale studier har fundet, at det ikke har nogen nævneværdig effekt.

Brasiliens vaccineindsats fik også en sen start, som ifølge The New York Times kan tilskrives, at regeringen var sen til at begynde forhandlinger om adgang til vaccinerne, hvis effekt og sikkerhed Bolsonaro i øvrigt har sat spørgsmålstegn ved.

Stor bekymring hos WHO

Fredag udtalte WHO stor bekymring over udviklingen i Brasilien, hvor smitten med coronavirus igen stiger voldsomt.

Særligt har WHO ifølge krisechef Michael Ryan stort fokus på, at brasilianere bliver smittet mere end én gang, hvilket kan skyldes aftagende immunitet eller nye virusvarianter, som den naturlige immunitet ikke beskytter tilstrækkeligt imod.

Den hastige spredning kan derfor også føre til store problemer uden for landets grænser, advarede WHO's generalsekretær, Tedros Adhanom Ghebreyesus, der kaldte situationen "meget, meget bekymrende".

- Hvis Brasilien ikke tager det seriøst, vil det fortsætte og påvirke hele naboområdet og videre derfra. Det her handler ikke kun om Brasilien, sagde han.

__

RETTET 08.03.21: I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at WHO foruden den manglende effekt også frarådede brugen af hydroxyklorokin, fordi det potentielt kunne være farligt. Det henviste til et tidligere studie, som senere blev trukket tilbage. Derfor er denne oplysning fjernet fra artiklen.