Tjekkiet var på vej mod genåbning, men må nu flyve coronapatienter ud af landet
Flere af landets hospitaler har allerede opbrugt deres kapacitet. Sundhedsministeren tilskriver udviklingen en smitsom mutation.
For mindre end en måned siden så det ud til at gå den rigtige vej i Tjekkiet, og myndighederne begyndte at tale om genåbning af landets skoler fra 1. marts.
Men på få uger er udviklingen vendt, og i stedet har man måttet forlænge og udvide nedlukningen.
Faktisk har Tjekkiet lige nu den højeste smitterate i EU, og i takt med at smitten er steget, er presset vokset på landets hospitaler.
Sygehusene er nu så overbelastet, at man har bedt nabolandene Tyskland, Schweiz og Polen om at tage imod nogle af de tjekkiske coronapatienter. Det oplyste landets sundhedsministerium fredag.
- Det er noget, man har tøvet med længe, fordi det er en lidt pinlig sag, at man er nødt til at bede naboerne om hjælp, men nu går den altså ikke længere. Man er simpelthen nødt til at få noget assistance, hvis man skal klare den alvorlige situation, som landet i øjeblikket er i, siger TV 2s korrespondent Uffe Dreesen, der befinder sig i Prag.
Ifølge de seneste tal fra myndighederne er flere end 8100 tjekker indlagt med covid-19, hvor af over en femtedel er indlagt på intensiv.
Også i Slovakiet er hospitalerne så pressede, at man har måttet bede om hjælp udefra. Her blev de første coronapatienter sendt til Tyskland lørdag.
Bragt i knæ af mutation
De seneste uger har mange tjekkiske sygehuse været så overvældet af antallet af coronapatienter, at de har været nødt til at overføre dem til andre steder i landet – i nogle tilfælde flere hundrede kilometer væk.
- I nogle regioner har hospitalerne opbrugt deres kapacitet, og de er ikke længere i stand til at yde en passende behandling eller at modtage nye patienter uden hjælp fra andre, sagde sundhedsminister Jan Blatny fredag.
Samlet set var kun 13 procent af landets samlede intensivkapacitet ledig fredag. I hovedstaden Prag var den ledige kapacitet nede på 5 procent.
Sundhedsministeren forklarer det "ekstreme pres" på hospitalerne med den stigende smitte, som han tilskriver den smitsomme britiske variant af coronavirussen.
- Den har spredt sig over alle dele af landet og er blevet den dominerende variant i Tjekkiet, sagde Blatny.
Hvis ikke udviklingen stoppes, frygter ministeren, at de tjekkiske hospitaler vil være overvældet af coronapatienter inden for tre uger.
Senest har man besluttet at indsætte medicinstuderende til at aflaste det faste personale på sygehusene. De skal bruges til at løse simple opgaver som at transportere patienterne, mens den egentlige sygepleje fortsat udføres af det faste personale.
Udvikling kom bag på myndighederne
Smitten har især været på fremmarch ude i mindre byer nær grænseområderne, hvor man har haft store problemer med de nye mutationer.
Ifølge TV 2s korrespondent er udviklingen kommet bag på myndighederne, som er kommet sent i gang med at lukke landet ned igen, forklarer han.
- Det er en situation, som på mange måder ikke har været kontrollerbar fra regeringens side, fordi man har tøvet og i stedet haft forhåbninger om at kunne genåbne, og så har man været for langsom til at reagere på mutationerne, som har spredt sig med stor hast, siger Uffe Dreesen.
I stedet for genåbning har man måttet vedtage en omfattende nedlukning. Det indebærer blandt andet, at man nu skal bære mundbind, når man går rundt inde i byen, og at man ikke længere kan bevæge sig rundt i landet, men kun inden for sin kommunegrænse.
- Man forsøger virkelig at lægge nogle bånd på tjekkerne for at undgå, at der kommer for meget trafik og bevægelse rundt i landet, siger Uffe Dreesen.
Siden pandemiens begyndelse er der i alt registreret over 1,3 millioner smittetilfælde og 21.558 coronarelaterede dødsfald i Tjekkiet, der har et befolkningstal på cirka 10,7 millioner.