Udland

PET advarer danske Kina-kritikere om at rejse til en lang række lande

Ifølge Kina-kritikere har Politiets Efterretningstjeneste rådet dem til ikke at rejse til lande, hvorfra de risikerer at blive udleveret.

Mindst fire danske Kina-kritikere, hvoraf to er folketingsmedlemmer, er af Politiets Efterretningstjeneste (PET) blevet advaret om at rejse til lande, der har udleveringsaftaler med Kina.

Det skriver Jyllands-Posten.

Thomas Rohden er formand for det tværpolitiske Dansk Kina-Kritisk Selskab, der blev stiftet 6. februar 2020.

Han blev i begyndelsen af februar under en løbetur ringet op af PET, der advarede ham mod truslen fra Kina.

PET har ikke ønsket at kommentere sikkerhedssamtalens indhold over for Jyllands-Posten.

Det er vigtigt at kende til de bøllemetoder, intimideringer og trusler, som Kina benytter mod deres kritikere

Thomas Rohden, formand for det tværpolitiske Dansk Kina-Kritisk Selskab

Den 25-årige Kina-kritiker ser rejseadvarslen som den hidtil største, negative konsekvens af sit arbejde.

- Det viser, hvor aggressivt Kina går efter sine modstandere, når man er ude efter en meget lille fisk som mig, siger han til avisen.

Hjalp demokratiforkæmper i eksil

De tre andre, der potentielt risikerer at blive udleveret til Kina, hvis de rejser ud i verden, er Uffe Elbæk fra Frie Grønne, Katarina Ammitzbøll fra Det Konservative Folkeparti samt den konservative ungdomspolitiker Anders Storgaard.

På forskellig vis hjalp de fire demokratiforkæmperen Ted Hui fra Hongkong til Danmark sidste år. Han stod til at skulle retsforfølges for ni lovovertrædelser.

Men efter sit kortvarige besøg i Danmark gik den 38-årige politiker i eksil i Storbritannien.

Mere end 50 lande har en udleveringsaftale med Kina, og det er altså de lande, som PET advarer de fire danskere om at rejse til.

Det fremgår ikke specifikt, hvilke lande der er tale om.

Men over for TV 2 nævner Thomas Rohden en sag fra 2015, hvor en svensk statsborger blev anholdt i Thailand og udleveret til Kina.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har ikke bekræftet historien over for Jyllands-Posten, men han oplyser til avisen, at Udenrigspolitisk Nævn i fortrolighed er blevet orienteret om Ted Hui-sagen.

Samtidig bliver der arbejdet på helt at undgå retslige tiltag i sagen, lyder det.

Til Jyllands-Posten siger han:

- For mig er det afgørende principielt at understrege, at der i Danmark råder en grundlovssikret ytrings- og forsamlingsfrihed. Den gælder for folketingsmedlemmer og privatpersoner, og den ret står regeringen fuldstændigt værn om.

Kinesiske bøllemetoder

Ifølge Thomas Rohden, der også er radikal kandidat til Region Hovedstaden, viser sagen, at Kina forsøger at true og chikanere sine kritikere.

Han siger til TV 2, at han har valgt at stille sig frem, fordi han mener, at historien har stor samfundsmæssig interesse, da den viser, hvordan Kina forsøger at modarbejde og chikanere personer, der ikke deler statens holdninger.

- Det er vigtigt at kende til de bøllemetoder, intimideringer og trusler, som Kina benytter mod deres kritikere. Det viser, hvordan en ny supermagt ikke skyer nogen midler for at lukke munden på sine kritikere, men det skal de ikke lykkes med, siger Thomas Rohden.

I kan rende og hoppe. Vi bliver ved med at åbne munden og fortsætter med at tale om forbrydelser mod menneskeheden

Thomas Rohden, formand for det tværpolitiske Dansk Kina-Kritisk Selskab

Vil ikke lade sig intimidere

Den radikale politiker er ked af, at han og de tre andre danske Kina-kritikere nu har fået indskrænket deres bevægelsesfrihed til at rejse frit i verden.

Samtidig indrømmer Thomas Rohden, at han blev overrasket, da han fik overdraget nyheden fra PET om, at han blev overvåget af Kina.

- Man ryster sgu lidt i bukserne til at starte med, siger Thomas Rohden.

På trods af den indirekte trussel mod hans person fra verdens folkerigeste nation har Thomas Rohden følt sig nødsaget til at komme ud med sin historie, da han mener, at ytringsfriheden er under pres.

Den 25-årige dansker har imidlertid ikke i sinde at tie og stoppe med at sætte fokus på Kina og landets metoder over for sine kritikere.

For det Dansk Kina-Kritiske Selskab vil fortsætte med sine aktiviteter – på trods af intimideringen.

Henvendt direkte til Kinas ambassadør i Danmark, siger Thomas Rohden:

- I kan rende og hoppe. Vi bliver ved med at åbne munden og fortsætter med at tale om forbrydelser mod menneskeheden – hvad end det er i Xinjiang-provinsen eller i Hongkong, lyder det.