Udland

EU risikerer at starte vaccinekrig, siger korrespondent

Italiens beslutning om at blokere for australsk vaccinelevering skaber røre i EU.

Tyskland opfordrer til forsigtighed, mens Frankrigs regering siger, at den er klar til at følge Italiens eksempel og bremse vaccineleverancer til lande uden for EU.

Sådan lyder reaktionerne, efter at italienske myndigheder torsdag blokerede en sending med 250.000 vaccinedoser fra AstraZeneca, der skulle have været til Australien.

- Selvfølgelig forstår jeg, hvad Italien gjorde. Vi kunne gøre det samme, siger Frankrigs sundhedsminister, Olivier Véran, til tv-stationen BFM ifølge CNN.

- Vi drøfter situationen tæt med italienerne såvel som med alle vores europæiske allierede for at have en fælles tilgang.

Ny EU-regel kan skabe vaccinekonflikt

Blokeringen af vaccinesendingen er resultatet af en strid mellem EU-Kommissionen og vaccineproducenten AstraZeneca, der i januar meddelte, at man ikke kunne levere de vaccinedoser, der var del af kontrakten mellem de to parter.

Sidenhen har EU indført en regel om, at vaccineproducenter i EU skal søge om tilladelse, hvis de vil sende vacciner til andre lande. Noget italienerne valgte at afvise. Og den nye eksportregel kan blive starten på en global vaccinekrig, mener TV 2s EU-korrespondent Lotte Mejlhede.

- Denne pandemi kan jo meget let ende med alles kamp mod alle, hvis man ikke passer på. Og derfor er det heller ikke noget, som EU gør uden at have overvejet situationen grundigt.

Det er allerførste gang, man benytter sig af muligheden for at bremse eksport af vacciner fra EU. Ifølge Lotte Mejlhede mener EU-Kommissionen, at alle betingelser er opfyldt.

- Nemlig at firmaet AstraZeneca eksporterer vaccine ud af EU til et rigt land som Australien, der slet ikke er så hårdt ramt af corona som mange EU-lande, mens de skylder millioner af doser til EU i forhold til deres kontrakt.

En potentiel farlig sti

I Tyskland siger sundhedsminister Jens Spahn, at man er bekymret for udviklingen og de langsigtede konsekvenser.

- På den korte bane er der en sejr i beslutningen. Men vi skal passe på, at det ikke skaber problemer for os på længere sigt ved at bryde forsyningslinjer, siger han ifølge The Guardian.

Siden vaccineudrulningen begyndte i Europa, har EU-Kommissionen været kritiseret for en fejlslagen indkøbsstrategi, der har medført en mangel på vaccinedoser.

Derfor har mange medlemslande også bedt kommissionen gøre alt, hvad der står i dens magt, for at få flere vacciner ud til medlemslandene og firmaerne til at overholde deres kontrakter.

- Det er så det, man gør nu. Men man ved godt, at dette er en potentiel farlig sti at betræde, og derfor gør man det kun i en nødsituation. EU står jo dybest set for det stik modsatte – nemlig frihandel og fri konkurrence, siger Lotte Mejlhede.

Australsk irritation og forståelse

På den anden side af jordkloden, hvor de australske myndigheder var klar til modtagelsen af de 250.000 doser fra AstraZeneca, har man taget imod nyheden med blandede følelser.

Landets premierminister Scott Morrison sagde fredag, at han "forstår" italienernes beslutning om at blokere forsendelsen. Men ikke desto mindre har Australien bedt EU-Kommissionen om at genoverveje støtten til italienernes beslutning, lød det senere fredag fra landets sundhedsminister, Greg Hunt, ifølge Reuters.

- Australien har italesat problemet for EU-Kommissionen gennem flere kanaler og specifikt bedt kommissionen om at overveje beslutningen igen, sagde Greg Hunt fredag.

I Bruxelles afviste en talskvinde for EU-Kommissionen, at man har modtaget nogen specifikke forespørgsler fra den australske sundhedsminister i forbindelse med blokaden af de 250.000 vaccinedoser.