Kenya overvejer at genindføre spanskrøret
Det har været forbudt i tyve år, men stigende uro i skolerne har ført til krav om at droppe forbuddet.
Hvis man spørger Noel Shumila, er det en rigtig dårlig idé at genindføre spanskrøret eller korporlig afstraffelse i det hele taget i Kenya.
Hun husker den dag, hvor en lærer slog hende fem gange i ansigtet, så hendes hoved røg ind i væggen, blodet løb fra næsen, og hun blev groggy. Det er ti år siden, men hun husker tydeligt, at det var straffen, hun fik for …..ja, for hvad egentlig?
Men pludselig var læreren over hende. Var det bare, fordi hun var gået ind i en forkert klasse?
Det er uklart.
Noel Shumila fortalte aldrig sine forældre om det. Til avisen The Daily Nation siger hun, at korporlig afstraffelse gør, at man lever i evig frygt.
I dag er hun selv lærer og har svoret, at hun aldrig vil udsætte elever for det, hun selv gik igennem.
En anden elev siger til avisen, at man skulle undgå visse lærere, ellers kunne det være den rene ”dødsdom”. Og der har været tilfælde, hvor afstraffelsen af elever er endt med deres død.
"Elever må ikke bare gå fri"
Caning kaldes det her i Kenya. På engelsk er en cane en stok, og afstraffelsen består typisk af slag med stokken på elevens ryg eller på håndfladerne.
Spanskrøret og korporlig afstraffelse blev forbudt i Kenya i 2001. Landet har underskrevet FN’s børnerettighedskonvention. I artikel 19 står der blandt andet, at børn skal beskyttes mod fysisk afstraffelse.
Men nu er der magtfulde politikere, der vil have fjernet forbuddet.
I spidsen står undervisningsminister George Magoha. Han mener, det vil sætte en stopper for urolighederne i skolerne.
- Eleverne må ikke forbryde sig og bare gå fri. De skal slås, og vi vil give lærerne autoriteten til at straffe dem, sagde han for nylig.
Uroligheder er der en del af. De fleste skoleelever her går på kostskole, hvor de tit bor på sovesale med op til 40 elever, der ligger i køjesenge.
"Hvem skal slå den, der slår?"
På det seneste har der været en del episoder, hvor elever har sat ild til sovesalene. Årsagerne kan være mange: Et stort forventningspres, en følelse af svigt, ensomhed, stoffer og forældre, der ikke lever op til deres ansvar.
En lærer siger, at det er, som om samfundet og forældrene har glemt deres forpligtelser i børneopdragelsen. Lærerne står alene med opgaven, siger Dickson Aseri.
Nu kører debatten for og imod. I en af aviserne spørger David Turuthi, der er viceinspektør på et gymnasium: "Who will cane the caner?" Altså, hvem vil slå ham eller hende, der bruger spanskrøret?
Han siger, at vi ikke har nogen moralsk ret til at kræve genindførelsen af spanskrøret.
- Vil vi virkelig slå vores børn? Hvem vil så slå os for vores tilladelse til det? Hvem skal slå de ingeniører, der står bag elendige veje, hvor folk bliver slået ihjel? Hvem skal slå de arkitekter, der tegner huse, der falder sammen? Eller den voksne, der er et dårligt eksempel, spørger han.
Viceinspektøren mener, at vi står med en generation, der er blevet hård på grund af manglende opmærksomhed og kærlighed.
Forældrene slår også deres børn
Korporlig afstraffelse forekommer stadig - ikke bare i skolerne, men også i hjemmene. Det er almindeligt at stikke sine børn en flad eller to, hvis de efter forældrenes menig har gjort noget forkert.
Da jeg fortalte en af mine venner, at det er en falliterklæring at slå sine børn, kiggede hun bare vantro på mig.
- De bliver forkælede, hvis de ikke bliver slået, sagde hun. Hun har i øvrigt stadig selv mareridt om de gange, hun selv fik forældrenes ”kærlighed” at føle.
Spanskrøret har også været brugt i Danmark.
I lærerinstruksen fra 1814 havde læreren ret til at afstraffe børn under ti år ”med et lidet Riis; de større med en tynd Tamp uden Knuder”. I 1860 var brug af ”et tyndt Spanskrør” tilladt, fra 1938 dog kun i enden og uden på tøjet med ”Slag – ikke over 3”
Legemlig afstraffelse i danske skoler blev afskaffet i 1967.