Coronavirus

Først næste år kan USA være tilbage til normalen, siger Biden

Takket være et usædvanligt samarbejde vil USA i maj have nok vacciner til alle voksne, men der mangler stadig mandskab til at vaccinere, siger Biden.

Hvis alt går efter planen, vil USA om et år have så meget kontrol over coronasmitten, at amerikanerne kan vende tilbage til deres normale liv.

Sådan siger landets præsident, Joe Biden, tirsdag i en tv-transmitteret tale fra Det Hvide Hus.

USA vil nemlig have vacciner nok til hele den voksne befolkning allerede inden slutningen af maj og kan derfor forhåbentlig vende tilbage til normalen i begyndelsen af 2022.

- Vi ved det ikke med sikkerhed, men mit håb er, at vi denne tid næste år vil være tilbage til normalen, siger præsidenten.

Om det lykkes, kommer dog an på, om amerikanerne fortsætter med at ”gøre det rigtige” og forstår, at landet stadig kan lide store tab på vejen.

Mangler stadig mandskab til at vaccinere

Egentlig var regeringens oprindelige ambition at have sikret sig nok vacciner til alle voksne amerikanere inden juli. Men den plan er nu blevet rykket to måneder frem.

Det skyldes ifølge Biden, at medicinalselskabet Merck har sagt ja til at hjælpe med at producere rivalen Johnson & Johnsons coronavaccine for at få mere fart på produktionen.

- Det er fremskridt. Vigtigt fremskridt. Men det er ikke tilstrækkeligt at have vacciner nok. Vi mangler stadig mandskab til at få doserne ind i folks arme. Millioner af amerikaneres arme, siger præsidenten.

De nye planer betyder altså ikke nødvendigvis, at alle amerikanere er vaccineret inden 31. maj. Men de øger optimismen omkring, at USA's vaccineprogram er på rette spor.

Johnson & Johnsons vaccine blev for kun fire dage siden tildelt en betinget godkendelse af USA's lægemiddelstyrelse, FDA. Den adskiller sig fra vaccinerne fra Pfizer/BioNTech, AstraZeneca og Moderna ved kun at kræve et enkelt stik.

Plan til 12 billioner kroner skal hæve vaccinekapacitet

Indtil videre er flere end en halv million amerikanere døde med coronasmitte i kroppen.

Derfor var én af Bidens første tiltag som præsident af præsentere en coronaplan til intet mindre end 1,9 billioner dollars – svarende til knap 11,7 billioner danske kroner. Det svarer til cirka en tiendedel af hele USA's BNP i året inden coronakrisen.

Hvor meget er 1,9 billioner dollars?

En billion svarer på dansk til en million millioner – altså 1.000.000.000.000.

På engelsk hedder dette en trillion, hvor en billion på engelsk svarer til en milliard på dansk.

Bidens plan til 1,9 billioner dollars koster altså cirka det samme som en tiendedel af hele USA's BNP i året inden coronakrisen.

Kilde: Verdensbanken

- Vi har ikke bare et økonomisk behov for at handle nu. Jeg mener også, at vi har en moralsk forpligtigelse, sagde Biden under præsentationen af planen.

Lørdag morgen blev planen vedtaget i Repræsentanternes Hus – det ene af Kongressens to kamre – og skal nu behandles i Senatet.

Lykkes det, er planen, at pengene både skal bruges på at opgradere vaccinations- og testkapaciteten og samtidig give den amerikanske økonomi en saltvandsindsprøjtning.

Vil prioritere at vaccinere skolelærere

I tirsdagens tale siger Joe Biden også, at han vil bede USA's delstater om at prioritere skolelærere i deres vaccinationsplaner.

Han opfordrer til, at alle landets undervisere skal have fået mindst et vaccinestik inden slutningen af marts, så USA's børn hurtigt kan komme tilbage i skole, da der er voksende bekymring for deres mentale sundhed.

Samtidig er regeringen bekymret for, at måneders fjernundervisning risikerer at få uligheden til at vokse mellem landets elever, siger Biden.

Hans regering har et mål om, at størstedelen af USA's børn skal tilbage i skole inden maj.