Mindst 13 dræbt i voldsom trafikulykke i USA
De mange dræbte er mellem 20 til 55 år.
Mindst 13 personer er døde i en trafikulykke i den amerikanske by Holtville, der ligger tæt på den mexicanske grænse, i Californien.
Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AP.
Desuden er flere personer ifølge CNN blevet kvæstet.
Ifølge Judy Cruz, der er direktør for det lokale hospital i El Centro, er i alt 13 personer impliceret i ulykken bragt til lokale hospitaler.
SUV proppet med 25 personer
En lastbil med to ladvogne fyldt med grus kørte tirsdag morgen lokal tid ind i en såkaldt Sports Utility Vehicle (SUV), der ifølge Reuters var propfyldt med 25 voksne og børn. Det er endnu uklart, hvorfor der var så mange mennesker i bilen.
Billeder fra ulykken viser, at den rødbrune Ford-SUV blev ramt i venstre side af lastbilen.
SUV´en var ifølge nyhedsbureauet kun beregnet til maksimalt at medbringe otte passagerer.
Ulykken skete i et landdistrikt kun 16 kilometer nord for den mexicanske grænse, men det står ikke umiddelbart klart, hvad der var årsag til den tragiske hændelse.
Fører dræbt i ulykke
De mange dræbte er mellem 20 til 55 år, og en mindreårig ned til 16 år blev kvæstet i ulykken, siger Omar Watson, der er chef for California Highway Patrol.
Ifølge Omar Watson døde føreren af den rødbrune SUV i ulykken, og flere af passagerne blev slynget ud af bilen.
Føreren af lastbilen kom ikke alvorligt til skade ved sammenstødet.